iran202084

Nævnet meddelte i november 2020 opholdstilladelse (K -status) til et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og har oplyst at være konverteret til kristendommen. Ansøgerne er fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv fortsat henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighederne, idet de er konverteret til kristendommen siden deres indrejse i Danmark. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv vedrørende deres konversion oplyst, at de har fortsat deres kristne aktiviteter. Den mandlige ansøger udbreder kendskabet til kristendommen gennem forskellige missionsaktiviteter, blandt andet gennem prædikener, bønner, tolkning ved gudstjenester og til dåbsundervisningsforløb. Ansøgerne har endvidere henvist til, at den mandlige ansøger har modtaget dødstrusler på Facebook i forbindelse med nogle opslag vedrørende kristendommen, og at familiens barnevogn er blevet ødelagt, som følge af deres åbenhed omkring kristendommen. Ansøgerne har ydermere henvist til, at deres søn er født og døbt i Danmark, hvilket de iranske myndigheder vil blive bekendt med, såfremt de skal indrejse og lade sønnen registrere i Iran. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne har forklaret, at de begge var religiøse, da de forlod Iran. De har forklaret, at de kort efter ankomsten til Danmark blev præsenteret for kristendommen af et nært familiemedlem. Det lægges til grund, at flere af deres nære familiemedlemmer er konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgerne blev døbt i 2016. Det ses ikke, at de under samtalerne i Udlændingestyrelsen er blevet spurgt til deres eventuelle interesse for andre religioner. Det er dokumenteret, at begge, men særligt den mandlige ansøger, har haft mange religiøse aktiviteter, siden de fik afslag i [sommeren] 2018. Den mandlige ansøger har skrevet prædikener og holdt fire, han har deltaget i flere religiøse møder, og har hjulpet præsten, dels med oversættelse, men også med undervisning i forbindelse med dåbsforberedelse af farsi-talende. Han har lagt religiøst materiale op på flere sociale medier, herunder videoklip af sine prædikener. Begge har forklaret, at de i det daglige læser i biblen, herunder også for deres børn, at de beder og at de missionerer for andre. Begge har forklaret, at de også, såfremt de udsendes til Iran, vil fortsætte deres kristne aktiviteter. Sammenfattende finder nævnet, at begge ansøgere har sandsynliggjort, at deres konversion til kristendommen er reel. Som følge heraf har de sandsynliggjort, at de risikerer forfølgelse, jf. Udlændingelovens § 7, stk. 1, såfremt de udsendes til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/84/gdan