Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.Ansøgeren er etnisk kurder og [af X-trosretning] fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet af de iranske myndigheder, fordi han har hånet en dommer i Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han som 17-årig trådte på en mine. Ansøgeren blev opereret herfor. Der gik imidlertid infektion i såret, hvorfor hans ben blev amputeret. Efter mineulykken tog ansøgeren og hans familie kontakt til myndighederne med henblik på, at ansøgeren skulle anerkendes som krigsveteran, men han blev afvist gentagne gange. I den forbindelse var ansøgeren til samtale med en dommer. Selvom myndighederne aldrig sagde direkte til ham, at de ikke ville hjælpe ham, fordi han var [X], så var han overbevist om, at den manglende hjælp skyldtes hans religion. Sidste gang ansøgeren talte med en dommer, følte han sig så mentalt presset, at han verbalt fornærmerede dommeren og det iranske styre. Af den grund blev ansøgeren anholdt og fængslet i syv til otte dage, hvorefter han blev løsladt, idet hans far stillede en kaution i form af sit hus. Da ansøgeren havde været løsladt i fire dage blev han bekendt med, at der var fremkommet en arrestordre på ham. Det var ansøgerens far, der modtog arrestordren, og han rådede straks ansøgeren til at forlade Iran, hvilket han gjorde umiddelbart herefter. Flygtningenævnet har i nævnets afgørelse af [vinteren] 2017 fastslået, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. [I efteråret] 2019 anmodede advokat Daniel Nørrung Flygtningenævnet om at genoptage sagen under henvisning til, at ansøgeren er konverteret fra islam til kristendommen, og nævnet besluttede [i efteråret] 2020 at genoptage sagen. Flygtningenævnet skal derfor vurdere, om ansøgeren har sandsynliggjort, at han er konverteret fra islam til kristendommen, og om han som følge heraf vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran og derfor skal meddeles opholdstilladelse i Danmark. Afgørelsen heraf må bero på en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, herunder ansøgerens forklaringer om de refleksioner, der ligger bag hans konversion, ansøgerens kendskab til kristendommen, oplysningerne om ansøgerens deltagelse i gudstjenester og menighedsliv m.v., om ansøgeren er døbt, tidspunktet for fremkomsten af ansøgerens interesse for kristendommen og konversion samt ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens konversion er udtryk for en reel og indre overbevisning om konvertering til kristendommen. Det forekommer således påfaldende, at ansøgerens interesse for kristendommen først er opstået i umiddelbar forbindelse med Udlændingestyrelsens afslag på asyl [i efteråret] 2016. Ansøgerens forklaring på nævnsmødet om sin konvertering fremstod ureflekteret, overordnet, upræcis og tillært, og han har således ikke været i stand til at redegøre overbevisende for sin kristne tro. Det er herved også lagt vægt på, at ansøger blandt andet har forklaret, at hans interesse for kristendommen opstod, idet han ikke havde noget mod fællesskabet og følte en tomhed, som blev udfyldt af Jesus, men også gæstfriheden i kristendommen. Der er endvidere henset til, at ansøgeren ved sin samtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 om sin religion har forklaret, at han altid har haft religionen [X], og at han praktiserer sin religion som del af en gruppe, som beder og tager på pilgrimsrejse sammen. Ansøgeren har på nævnsmødet herom forklaret, at det var en generel betragtning og ikke konkret vedrører ham. Det forhold, at ansøgeren er blevet far til et barn med en dansk kvinde, som han ikke længere ser og har samvær med barnet 2 timer ugentligt, kan ikke føre til et andet resultat. Det forhold, af ansøgeren efter sin ankomst har oplyst at have deltaget i demonstrationer mod styret i Iran, kan ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at der til sagen er fremlagt en besked angiveligt fra ansøgers familie af truende karakter, kan heller ikke føre til et andet resultat. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at asylansøgere, som har konverteret for at opnå et asylmotiv ikke vil blive retsforfulgt af de iranske myndigheder, idet de iranske myndigheder er klar over, at iranske statsborgere konverterer for at opnå asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2020/80/NHA
