Nævnet meddelte i september 2020 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Eritrea Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks fra [område] Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i politiske arrangementer og møder arrangeret af [politisk organisation] i forbindelse med aftjening af militærtjeneste. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive henrettet af myndighederne. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er deserteret fra militærtjeneste, hvor han har arbejdet på frivillig basis fra 1990 til 1994, og blev genindkaldt i 1998, hvor han har arbejdet frem til sin udrejse af Eritrea. Flygtningenævnet finder, at klager isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i et modsætningsforhold til de eritreiske myndigheder, som følge af hans desertering fra militærtjeneste. En tvangsmæssig udsendelse af klager vil derfor som udgangspunkt være i strid med udlændingelovens § 31. Af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. fremgår, at en udlænding, som er meddelt indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 31 ikke kan meddeles opholdstilladelse medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed taler derfor. Ved afgørelsen af, hvorvidt der foreligger sådanne særlige grunde, skal der foretages en proportionalitetsafvejning mellem grovheden af den begåede kriminalitet i forhold til, om der foreligger særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed. Proportionalitetsafvejningen skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Af sagen fremgår, at klageren [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren kom til Danmark som [alder]. Af samtalereferat fra [efteråret] 2020 fremgår blandt andet, at klageren har en ægtefælle i Danmark, som han stadig er gift med. Parterne har 5 fællesbørn i [alderen]. Ægtefællen ønsker ikke længere at være i et parforhold med ham, hvilket har været tilfældet, siden hun anmeldte ham for vold mod hende og deres børn. Han har samvær med sine børn én dag hver anden weekend. Han har deltaget i sprogskole, men har ikke taget en uddannelse i Danmark. Han har haft job som lagermedarbejder på [arbejdsplads] fra [vinteren] 2017 indtil [vinteren] 2020. Ansættelsen ophørte, da klageren skulle afsone sin fængselsstraf. Han har ikke været medlem af nogen foreninger i Danmark. I Eritrea er klagerens forældre afgået ved døden. Han har ikke haft søskende. Han har onkler, tanter fætre og kusiner, som opholder sig i Eritrea og som han har kontakt med. Han har 10 års skolegang i Eritrea og har arbejdet i militæret. Klageren er ved Vestre Landsrets dom fra [vinteren] 2019 straffet med fængsel i 6 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år for grov vold i form af mishandling efter straffelovens § 245 overfor børnene og vold efter straffelovens § 244 overfor ægtefællen. Uanset klageren er fundet skyldig i personfarlig kriminalitet og idømt en fængselsstraf i 6 måneder herfor, finder Flygtningenævnet ikke, at klageren som følge af denne dom må betragtes som en fare for samfundet. Der er på denne baggrund ikke grundlag for at udelukke klageren fra at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1” Erit/2020/18/aca
