Nævnet meddelte i november 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger og hendes fire medfølgende børn fra Eritrea. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk tigrinya og ortodoks kristen af trosretning fra [landsby], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i 2016, og at hun [i sommeren] 2019 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [primo] 2020 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter at blive udsat for repressalier fra de eritreiske myndigheder. Klageren frygter desuden, at hun vil blive indkaldt til nationaltjeneste. Klageren har herom oplyst, at hendes ægtefælle deserterede fra nationaltjenesten i 2009. Et par dage efter blev klageren opsøgt af myndighederne, som krævede, at hun betalte 50.000 nakfa for ægtefællens desertering. Klageren oplyste, at hun havde brug for tid til at skaffe pengene, hvilket myndighederne indvilligede i. Klageren betalte ikke beløbet, men udrejste i stedet af Eritrea. Klageren frygter således, at hun vil blive fængslet ved en tilbagevenden til Eritrea. For så vidt angår klagerens frygt for at blive indkaldt til nationaltjeneste, har klageren oplyst, at hun er 31 år gammel og dermed i en alder, hvor hun ikke uden videre vil være fritaget for at aftjene nationaltjeneste. Klageren har således henvist til, at børnene har nået en alder, hvor det ældste barn vil kunne passe den yngste. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring til grund. Af baggrundsoplysningerne, herunder blandt andet UK Home Office Country Policy and Information Note Eritrea (udgivet i november 2016) og Landinfo af 21. januar 2019 Respons Eritrea: Endringer i nasjonaltjenesten? fremgår blandt andet, at gifte kvinder med børn er fritaget/hovedsageligt er fritaget fra nationaltjeneste. På denne baggrund, og da klageren i dag er 31 år og har fire mindreårige børn, heraf et barn på kun tre år, kan Flygtningenævnet tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering hvorefter det ikke kan lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Eritrea risikerer at skulle aftjene nationaltjeneste. Der er herved tillige henset til, at klageren ikke inden sin udrejse var blevet indkaldt til nationaltjeneste, fordi hun var gift og da havde et mindreårigt barn, og at klageren ikke tidligere har forklaret, at hun frygtede at blive indkaldt til nationaltjeneste. Klageren har forklaret, at hun få dage efter sin ægtefælles desertering blev indkaldt til et møde hos myndighederne, hvor hun fik besked på, at hun skulle betale 50.000 Nakfa, fordi hendes ægtefælle var deserteret, og at hun få dage efter udrejste af Eritrea. Det er efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder navnlig Eritrea National Service, udgivet af Dansk Flygtningehjælp og Udlændingestyrelsen den 1. januar 2020 usikkert, hvilken konsekvens en desertering har for en tilbageværende ægtefælle, herunder om ægtefællen fortsat risikerer fængselsstraf, hvis en pålagt ”bøde” ikke betales. Når dette sammenholdes med, at klageren er udrejst illegalt, har klageren sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren og hendes medfølgende børn opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2020/17/CABV
