Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 1994.Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk tigrinya og sunni-muslim. Klageren er født i Sudan, hvor han boede frem til, han var et år. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at han vil blive fængslet eller slået ihjel af de eritreiske myndigheder, fordi hans far var politisk aktiv for et oppositionsparti. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at hans forældre udrejste fra Eritrea, idet de var politisk aktive og deraf i et modsætningsforhold til myndighederne. Regeringen i Eritrea er fortsat den samme som dengang, hvorfor konflikten fortsat er aktuel. Til samtalen ved Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 har klageren yderligere henvist til, at han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste i Eritrea. Endelig har klageren henvist til, at han ikke taler tigrinya eller i øvrigt har noget kendskab til Eritrea, hvorfor han vil have svært ved at etablere sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at det alene beror på klagerens egen formodning, at han ved tilbagevenden til Eritrea vil opleve problemer på grund af sine forældres politiske aktiviteter i Eritrea. Forældrenes politiske aktiviteter ligger forud for klagerens fødsel, hvorfor det ikke kan formodes at de eritreiske myndigheder vil efterstræbe klager på baggrund heraf. Det forhold, at klager ikke behersker sproget og som følge heraf vil have vanskeligt ved at tilpasse sig kan ikke i sig selv medføre, at klageren skal meddeles ophold efter udlændingelovens § 7. Der er herved henset til, at dette er forhold af socioøkonomisk karakter, som ikke kan danne grundlag for ophold i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet klageren har oplyst, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste i Eritrea, hvorfor klageren ved en tilbagevenden til Eritrea må forventes at være i et modsætningsforhold til de eritreiske myndigheder. En tvangsmæssig udsendelse af klager vil derfor være i strid med udlændingelovens § 31. Klageren er ved Østre Landsrets dom af [i sommeren] 2019 straffet med fængsel i 1 år for grov vold i gentagelsestilfælde og udvist med et indrejseforbud i 6 år, jf. udlændingelovens § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 2. I medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. kan en udlænding, der er meddelt indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 1, ikke meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Efter en samlet vurdering af forholdene i sagen tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på grovheden og karakteren af den personfarlige kriminalitet, samt længden af den udmålte frihedsstraf herfor, hvorefter klageren må betragtes som en fare for samfundet. Der er i den forbindelse henset til det oplyste om klagerens personlige forhold, herunder klagerens stærke tilknytning til Danmark. Endelig vurderes en udelukkelse fra opholdstilladelse ikke at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Erit/2020/16/NHA
