Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigre og muslim fra [A], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at han udrejste af Eritrea, fordi han frygtede at blive indkaldt til nationaltjeneste. Klageren henviste videre til, at han udrejste på grund af fattigdom. Klageren henviser fortsat til dette asylmotiv og til, at han er udrejst illegalt i forbindelse med, at han flygtede, efter at være tilbageholdt af de eritreiske myndigheder. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at alle drengene i hans familie vidste, at de ville blive indkaldt til militærtjeneste. Hans ene storebror blev indkaldt og forsøgte at flygte, hvorefter han blev idømt to års fængsel. Storebroren er efterfølgende flygtet til Sudan, hvor han nu befinder sig. Klageren kunne ikke leve et frit liv i Eritrea. Han levede et liv under jorden, da han frygtede at blive fundet og sendt til aftjening af nationaltjeneste. Klageren blev inden sin udrejse tilbageholdt og tvunget til at arbejde i et område nær grænsen til Sudan. Han flygtede sammen med en ven fra tvangsarbejdet og udrejste illegalt til Sudan. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for sikkerheden i det land, han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må anses som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ved Retten i Holbæks dom af [en nærmere angiven dato i foråret] 2019 idømt 10 måneders fængsel for røveri, jf. straffelovens § 288, flere tilfælde af tyveri og indbrud, jf. straffelovens § 276 og § 276 a, samt overtrædelse af bekendtgørelse om euforiserende stoffer, ordensbekendtgørelsen og knivlovens § 7, jf. § 1. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, herunder at der er tale om et gaderøveri begået i forening efter forudgående planlægning, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er en ung ugift mand uden anden familie i Danmark end en fætter. Han har gået på sprogskole men har ikke gennemført en uddannelse, og han har alene haft korterevarende tilknytning til arbejdsmarkedet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at der foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2020/14/lbv
