Nævnet stadfæstede i marts 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er både etnisk kurder og tyrker fra [A], Azerbaijan Gharbi, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighederne, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i slutningen af 2012 eller starten af 2013 ved ked af det på grund af et skænderi med sin ægtefælle, og at ansøgerens ven foreslog at tage ansøgeren med i kirke, så han kunne få det bedre. Ansøgeren besøgte kirken, som var en huskirke, første gang i 2013. Efter sit første besøg i huskirken blev ansøgeren interesseret i kristendommen, som han begyndte at diskutere med sine venner. To til tre måneder efter det første besøg i huskirken besøgte ansøgeren huskirken for anden gang. I 2014 begyndte ansøgeren at over-veje at konvertere til kristendommen. I slutningen af 2014 eller i starten af 2015 blev ansøgerens ægtefælle opsøgt af myndighederne på ansøgerens bopæl. Ansøgerens ægtefælle hentede ansøge-rens far, som kom til bopælen for at tale med myndighedspersonerne, som ledte efter ansøgeren, fordi de mente, at ansøgeren var imod islam. Ansøgerens far ringede til ansøgeren for at fortælle, at han ikke skulle komme hjem, da myndighederne netop havde opsøgt bopælen. Ansøgeren tog derfor ophold en nat hos sin bror, hvorefter han opholdt sig to måneder i landsbyen Khoshako. Ansøgeren udrejste illegalt af Iran i [efteråret] 2015, hvorefter han søgte asyl i Danmark. I Danmark opsøgte ansøgeren en kirke i Rødby, som han besøgte fem til seks gange. I [slutningen af vinteren] 2016 frafaldt ansøgeren sin ansøgning om asyl i Danmark for at udrejse til Iran, fordi hans far havde fået blodpropper i hjernen og hjertet. Ansøgerens bror havde betalt myndighederne 20 millioner toman for at lukke myndighedernes sag mod ansøgeren. I Iran diskuterede ansøgeren kristendommen med sine venner, personer på hans arbejdsplads og den lokale imam. Ansøgeren blev anholdt på sin arbejdsplads i [slutningen af vinteren] 2018. Han var tilbageholdt i 16 dage, hvor han hver anden dag blev afhørt om sine kristne aktiviteter og udsat for vold. Efter 16 dage blev ansøgeren løsladt, da han underskrev en erklæring om, at han ville fjerne den tatovering, som han havde på sin hånd, som forestillede et kors. Ansøgeren skrev ligeledes under på, at han fremover ikke ville have kristne venner. Efter løsladelsen befandt ansøgeren sig hjemme i fire til fem dage, hvorefter han udrejste illegalt af Iran [en nærmere angiven dato i foråret] 2018. Efter udrejse af Iran er ansøgerens bror blevet indkaldt til møde hos efterretningstjenesten, hvor denne ville vide, hvor ansøgeren opholdt sig. Ansøgerens bror blev derefter indkaldt til retten [en nærmere angiven dato i efteråret] 2018. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han, efter angiveligt at være opsøgt af myndighederne i 2015, blev ved med at arbejde samme sted som hidtil. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han fortsatte med at arbejde på sin hidtidige arbejdsplads, og senere i samtalen gentaget, at han var bange, men det var ikke muligt at stoppe med arbejdet. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han i ca. 2 må-neder opholdt sig i landsbyen [B], at han ikke kom ud af huset, og at han ikke genoptog arbejdet. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren, der første gang indrejste i Danmark [en nærmere angiven dato i starten af vinteren] 2015, frafaldt sin asylansøgning og udrejste til Iran [en nærmere angiven dato i slutningen af vinteren] 2016, og at han derefter opholdt sig på sin hidtidige bopæl og genoptog sit arbejde frem til sin nye udrejse primo april 2018, ligesom ansøgeren i den periode efter sin egen forklaring ikke udførte religiøse aktiviteter. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har fremlagt en indkaldelse til retten, som vurderes ikke at være ægte. Det fremgår af Udenrigsministeriets skrivelse af 19. februar 2019, at det angivne nummer og sags-nummer ikke er udformet og sammensat, som det er sædvanligt, at arkivnummeret er urealistisk højt, og at format og layout, sprogbrug og begrundelse i indkaldelsen ikke svarer til det sædvanligt anvendte. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin udrejse af Iran, hverken i 2015 eller 2018, havde en asylbegrundende konflikt med de iranske myndigheder. Ansøgeren har om sin konvertering forklaret, at han efter to besøg i en hjem-mekirke og samtaler med kristne venner i 2014 følte sig kristen, fordi Jesus havde berørt hans hjerte. Heroverfor står, at ansøgeren under asylsamtalen [en nærmere angiven dato i starten af vinteren] 2018 demonstrerede et ringe kendskab til kristendommen og ikke har været i stand til at redegøre for sin indre overbevisning eller overvejelserne omkring sin konvertering, ligesom hans mor og bror ikke har kendskab til konverteringen. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens kon-vertering ikke er reel. Efter en samlet vurdering, herunder af ansøgerens generelle troværdighed, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2020/31/LBV
