Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [A], Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [sommeren] 2018, og at hun [foråret] 2019 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. [Vinteren] 2019 har advokat Jens Rye-Andersen påklaget Udlændingestyrelsens afgørelse til Flygtningenævnet på vegne af klageren med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har gjort gældende, at hun er personligt eftersøgt af de syriske myndigheder, fordi hun udrejste illegalt til Libanon i 2017. Klageren har til støtte for asylmotivet gjort gældende, at hun i 2012 deltog i 6 demonstrationer inde på det universitet, hun gik på. Hun var ikke været tilbageholdt i forbindelse hermed. I 2017 udrejste hun illegalt fra Syrien til Libanon på falske identitetspapirer, som hun havde fået fra en agent. Hun udrejste fra Syrien med henblik på via Libanon at rejse videre til Danmark, hvor hendes ægtefælle havde fået opholdstilladelse. I lufthavnen i Beirut blev hun tilbageholdt af myndighederne, der opdagede, at hendes id-papirer var falske. De opfordrede hende til enten at søge opholdstilladelse i Libanon eller rejse tilbage til Syrien. Hun valgte at rejse tilbage til Syrien, fordi hun ikke kendte nogen i Libanon, der kunne stille garanti for hende. Hun skaffede sit originale id-kort fra Syrien, hvorefter de libanesiske myndigheder traf afgørelse om at udvise hende til Syrien. Hun fik i den forbindelse at vide, at de syriske myndigheder ikke ville blive orienteret om, at hun var indrejst i Libanon på falske papirer. For at sløre den illegale udrejse, fik hun, da hun genindrejste til Syrien, politiet til at udstede en udrejsetilladelse til Libanon. Herefter gjorde hun som om, hun ville indrejse til Libanon men vendte kort efter tilbage til den syriske grænse og fortalte, at hendes familie havde ringet og sagt til hende, at hun ikke skulle udrejse alligevel. Klageren rejste tilbage til først Damaskus og dernæst [A], hvor hun opholdt sig hos sin familie til [foråret] 2018. Da den tyrkiske hær i [foråret] 2018 kom til [A], flygtede hun sammen med sin mor. Under flugten mistede hun sit pas. Efter at hun var blevet smuglet ind i Aleppo, ville hun søge om et nyt pas. Hun henvendte sig personligt på paskontoret i Aleppo den [foråret] 2018, hvor hun blev anholdt, fordi der var en sag på hende på grund af den illegale udrejse til Libanon. Efter at have været tilbageholdt nogle dage, blev hun bragt til et fængsel i Damaskus. Hun kom for retten, og i den forbindelse fandt hun ud af, at de syriske myndigheder havde nogle papirer, hvori hendes illegale udrejse og sagen i Libanon var beskrevet. Klagerens familie bestak dommeren, og derfor blev hun løsladt betingelsesløst men med krav om, at hun skulle møde for retten en måned senere. Hendes advokat sagde, at han ikke kunne gøre noget for hende, og at hun stod til 6 års fængsel. Advokaten rådede hende derfor til at udrejse. Hun udrejste herefter illegalt i [sommeren] 2018. Indledningsvist skal nævnet om klagerens deltagelse i demonstrationer bemærke, at selvom nævnet måtte lægge denne del af klagerens forklaring til grund, har deltagelsen i 4 demonstrationer inde på universitetets grund i 2012, ikke på noget tidspunkt givet klageren problemer med de syriske myndigheder, heller ikke selvom hun har forklaret, at hun senere har haft en anden sag med myndighederne. Klageren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun af denne grund vil være i konkret og individuel risiko forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om anholdelsen og retssagen til grund, idet klagerens forklaring herom på væsentlige og helt centrale punkter har været udbyggende. Nævnet skal videre bemærke, at klagerens forklaring omkring den illegale udrejse til Libanon i 2017 på væsentlige punkter forekommer ulogisk og usammenhængende navnlig med hensyn til, hvorfor hun udrejste på falske papirer, og måden hvorpå hun senere forsøgte at sløre udrejsen. Indledningsvist bemærkes, at klageren er en veluddannet kvinde, der næsten har færdiggjort sit jurastudium i Syrien. Desuagtet har hun undladt at fortælle Udlændingestyrelsen, at hun har været tilbageholdt og stillet for retten i Syrien på grund af den illegale udrejse til Libanon i 2017. Det er således først i forbindelse med mødet med advokaten [foråret] 2020, at klageren har forklaret herom og har oplyst, at hendes flugt fra Syrien skyldes denne sag, ligesom det først er på dette tidspunkt, at hun har fremlagt et dokument, som hun angiver, er en politirapport, som hun kort før nævnsmødet har modtaget fra sin syriske advokat. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren har forklaret, at hun siden 2018 har været bekendt med såvel eksistensen af dette dokument som retssagens øvrige dokumenter, idet det er hende, der har givet dem til den syriske advokat. Klageren har tidligere i detaljer forklaret om den illegale udrejse til Libanon uden at nævne anholdelsen og retssagen, selvom disse hændelser var de direkte flugtudløsende begivenheder. Hun har endvidere i samtalerne med Udlændingestyrelsen svaret benægtende på spørgsmålet om, hvorvidt hun har været tilbageholdt, ligesom det først er ved den anden samtale med hendes danske advokat, at hun har forklaret herom. Henset til, at nævnet i sin helhed har forkastet klagerens forklaring om tilbageholdelsen og retssagen, har nævnet ikke fundet grundlag for at udsætte sagen med henblik på en ægthedsvurdering af den fremlagte politirapport. Den omstændighed, at klagerens ægtefælle har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, fordi han har deltaget i regimekritiske demonstrationer og har været tilbageholdt af de syriske myndigheder og udsat for tortur, kan heller ikke føre til, at klageren anses for at være i risiko for individuel forfølgelse eller overgreb. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren blev gift med ægtefællen første gang i 2014 og anden gang i 2015, og at hun ikke på noget tidspunkt frem til udrejsen i sommeren 2018 er blevet opsøgt af eller har haft problemer med de syriske myndigheder som følge af ægtefællens forhold. Som anført ovenfor har nævnet tilsidesat klagerens forklaring om tilbageholdelsen og dermed også, at hun i den forbindelse skulle have forklaret de syriske myndigheder om ægteskabet. Herefter finder nævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i individuel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2020/8/AMKJ
