Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2002, 2003 eller 2004. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og kristen. Hun er født i [B], Syrien, og opnåede libanesisk statsborgerskab efter indgåelse af ægteskab. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin tidligere ægtefælles familie. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun i 2002, 2003 eller 2004 udrejste legalt af Libanon efter at være blevet familiesammenført med sin tidligere ægtefælle, som boede i Danmark. Ansøgeren og hendes tidligere ægtefælle blev skilt for omkring syv år siden, og ansøgeren blev herefter familiesammenført til sin på det tidspunkt mindreårige søn. Da ansøgeren og hendes tidligere ægtefælle var gift, truede hendes tidligere ægtefælle hende med at tage hendes opholdstilladelse og sende hende tilbage til Libanon. Han sendte ansøgerens penge til sin familie i Libanon. Hans søskende truede også med, at de ville slå ansøgeren ihjel, idet de ønskede, at de ikke skulle være sammen. De vil fortsat slå hende ihjel, fordi de er sure over, at de ikke længere modtager hendes penge. Ansøgerne har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter sin afdøde ægtefælles bror i Libanon. Hun har slutteligt henvist til de generelle forhold i Libanon. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår selvoplevet og fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Hvad angår familien i Libanon til ansøgerens første mand, der ifølge ansøgeren blev dræbt i Libanon, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med denne familie. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren i nævnet har forklaret udbyggende om denne konflikt, der ikke er oplyst om overfor Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig flere år på et kloster i Libanon efter sin første mands død, i hvilken forbindelse der ikke foreligger oplysninger om, at hun havde problemer med sin afdøde mands familie eller andre. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har været i Libanon efter sin første mands død, og efter bruddet med sin nu fraskilte mand, hvor ansøgeren boede hos sin afdøde mands familiemedlemmer. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med søskende til sin anden mand, der er hendes eks-mand. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår hun blev truet af sin eks-mands søskende. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun ikke kan huske, hvornår truslerne startede, men at det måske var for 2-3 år siden. Senere i samme samtale oplyste ansøgeren, at hun var blevet truet, mens hun stadig var sammen med manden, og at hun blev skilt fra manden fra ca. 7 år siden. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sin frygt for sin eks-mands søskende ikke fremstår overbevisende, da hun ikke ved, hvor de befinder sig og ikke har hørt fra dem i en længere årrække. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om, at hendes eks-mands søskende fortsat ønsker at slå hende ihjel, henset til at hun og eks-manden ikke længere er sammen, og dette var hendes eks-mands søskendes ønske, ikke fremstår overbevisende. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har forklaret, at hendes eks-mands søskende fortsat er sure på ansøgeren, fordi de ikke længere modtager ansøgerens penge fra ansøgerens eks-mand, fordi de ikke længere er sammen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren for Flygtningenævnet ikke har forklaret om, at der har foreligget trusler fra sin eks-mands familie i Libanon, men kun om bebrejdelser fra denne familie, fordi de ikke fik overført penge. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at hun har været i Libanon, efter at hun og hendes eks-mand gik fra hinanden, hvor ansøgeren ikke oplevede nogen problemer med hverken denne familie eller andre. Ansøgerens forklaring om, at hun er psykisk syg, og at ansøgerens voksne børn er i Danmark, hvorfor ansøgeren ikke mener at kunne vende tilbage til Libanon, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at socioøkonomiske forhold ikke kan give asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2020/1/lbv
