Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk lor/azeri og kristen fra Karaj, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet på livstid eller henrettet af Sepah og/eller efterretningstjenesten, da han er kristen og har udført kristne aktiviteter. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han er født muslim, men blev kristen i 2015. Ansøgeren fik interesse for kristendommen gennem sin fætter og dennes ven, da fætteren og vennen havde været i Tyrkiet og herefter konverterede. Ansøgeren, fætteren og vennen deltog i Iran i huskirken hos en person ved navn [A]. I 2015 var ansøgeren i alt i huskirke ti gange. Sidste gang ansøgeren var i huskirke, måtte han flygte derfra, da en vagt foran huskirken fortalte, at agenter var på vej mod [A]s bopæl. Fem dage senere blev ansøgeren anholdt og tilbageholdt i otte dage, hvor han blev udsat for tortur og afhørt. Herefter blev han løsladt. Få dage senere blev ansøgeren overfaldet af ukendte mænd med våben. Ansøgeren flygtede herefter til Europa, hvor han søgte asyl i Danmark. Senere i 2015 vendte ansøgeren tilbage til Iran. Han indrejste legalt på sit eget rejsedokument. Ansøgeren påbegyndte sine kristne aktiviteter igen i [starten af eller foråret] 2018. Ansøgeren gav sin ven [B] en bibel, da han var interesseret i at lære mere om kristendommen. [B] og ansøgeren startede herefter en huskirke med [B]s bror, [C]. Huskirken var i et baglokale i [B]s og [C]s butik. Senere rykkede de huskirken over i baglokalet hos en anden ven, der også hedder [samme navn som C. Her kaldet D]. En dag kom betjente til [D]s butik. Ansøgeren og de andre holdt ikke huskirke på tidspunktet, hvor betjentene opsøgte butikken. [D] var blevet anholdt, ligesom overvågningen fra butikken var blevet taget med. Ansøgeren var på arbejde, da han fik det at vide, og han tog straks hjem for at pakke sine ting og flygte. Mens ansøgeren var i gang med at pakke, så han tre mænd komme mod lejligheden. Ansøgeren flygtede straks ud af lejligheden via nødtrappen og taget, og flygtede efterfølgende ud af Iran. Efter ansøgerens udrejse er hans bopæl i Iran blevet opsøgt fem til seks gange af civilklædte betjente. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015 og søgte asyl med den begrundelse, at han var konverteret, at han havde været udsat for tortur i Iran, og at han var forfulgt. I [slutningen af] 2015 fik han et laissez passer af de iranske myndighederne, og indrejste og opholdte sig i Iran i 2,5 år uden at få problemer med de iranske myndigheder som følge af den påståede episode fra 2015. Ansøgeren har ikke kunnet forklare, hvad det var, der udvirkede, at han kunne rejse tilbage. Nævnet finder, at det kan lægges til grund, at han dermed ikke har været forfulgt af de iranske myndigheder, og at dette i væsentlig grad svækker hans generelle troværdighed. Ansøgeren har nu påstået, at han på ny er forfulgt som følge af sine kristne aktiviteter fra 2018. Den nye episode er tilsvarende den påståede episode fra 2015, og selvom ansøgeren har forklaret enslydende under samtaler med Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet, finder nævnet ikke, at han har sandsynliggjort, at episoden har fundet sted. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde kunnet forklare om sin interesse for kristendommen eller om sin indre omvendelsesproces. Det forhold, at han lod sig døbe i Danmark i [efteråret] 2015 kun en måned efter indrejsen kan ikke tillægges nogen betydning, særligt fordi han også efter sin egen forklaring ikke havde været kristen i særligt lang tid. Det forhold, at der er fremlagt en række erklæringer fra diverse kirker om hans deltagelse i kristne aktiviteter, kan ikke i sig selv føre til, at hans konversion kan antages at være reel. Det er ikke sandsynliggjort, at de iranske myndigheder er bekendt med hans aktiviteter på Facebook, og selvom det måtte være tilfældet, er det, på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger, ikke sandsynligt, at myndighederne af den grund vil efterstræbe ham. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og reel risiko, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/33/CERA
