Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter en gruppe af personer, som tidligere har kidnappet hende. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes far blev bortført i [en måned i] 2019, mens hun gik i gymnasiet. Kidnapperne kontaktede efterfølgende familien telefonisk og krævede løsepenge, hvilket de dog ikke havde råd til. Kidnapperne lagde derfor røret på. Ansøgeren blev herefter generet af en ukendt mand, som ansøgeren formoder, kom fra samme gruppe, som gruppen der bortførte faren. En morgen, da ansøgeren var på vej til skole, kom den ukendte mand i en bil og tog ansøgeren. Hun fik bind for øjnene og noget for munden, som gjorde hende bevidstløs. Da hun vågnede befandt hun sig i en kælder. Hun blev under tilbageholdelsen udsat for vold. Ansøgeren blev dagen efter sat fri samme sted, som hun blev samlet op. Ansøgeren havde for mange smerter til at gå hjem efter kidnapningen, hvorfor hun satte sig og ventede indtil næste morgen, hvor hun kunne låne en telefon og ringe til sin mor, som kom og hentede hende. Ansøgeren havde forud for sin kidnapning set en af mændene tre gange holde øje med hende. Kidnapningen fandt sted omkring nogle måneder inden ansøgeren udrejste af Syrien. Efterfølgende er ansøgerens og hendes mors Facebookprofiler blevet hacket, så de ikke længere har adgang til dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de divergenser i ansøgerens forklaringer, som er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet i forhold til sine forklaringer i Udlændingestyrelsen yderligere har afgivet divergerende forklaring om, hvornår hendes mor modtog telefonopkaldet fra farens kidnappere. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet også har afgivet en divergerende og udbyggende forklaring om, hvornår hun selv blev bortført. Flygtningenævnet finder det endelig påfaldende, at ansøgerens fars kidnappere ringede nogle dage/en uge efter kidnapningen, at ansøgeren derefter blev bortført uden oplysninger fra kidnapperne om hvorfor, at hun dagen efter blev sluppet fri uden yderligere, og at familien derefter ikke har hørt mere fra kidnapperne. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at det må lægges til grund, at ansøgeren ikke har individuelle, konkrete konflikter i Syrien, der kan medføre, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være udsat for overgreb. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren, der har nær familie i Damaskus, ikke kan betragtes som en enlig kvinde, der af den grund skulle være i særlig risiko for at blive udsat for overgreb. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgeren efter det oplyste ikke kan antages at være individuelt profileret i forhold til de syriske myndigheder. Det forhold, at ansøgeren angiveligt er udrejst illegalt af Syrien, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at ansøgeren forud for en tilbagevenden til Syrien skal henvende sig til en syrisk repræsentation, hvor der kan søges om en erklæring om, at hun kan vende tilbage til Syrien uden straf. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet bemærker, at det efter baggrundsoplysningerne kan lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i ansøgerens hjemområde, Damaskus, og Flygtningenævnet har siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Da der ikke foreligger oplysninger, der kan føre til en ændret vurdering heraf, er der herefter ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/16/JAH
