Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk tjetjener og sunni-muslim af trosretning fra Maikain, Distrikt Baiabi Aulski, Kasakhstan. Ansøgeren har oplyst, at hun under de tjetjenske krige har deltaget i adskillige demonstrationer mod de russiske myndigheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun i Rusland frygter at blive anholdt og tilbageholdt af de russiske myndigheder, fordi hendes søn, [R], er eftersøgt af de russiske myndigheder. Ansøgeren har derudover henvist til, at hun frygter at blive anholdt og henrettet af de russiske myndigheder, fordi hun under de tjetjenske krige i 1990’erne hjalp oprørsgruppen ledet af Jacob Basnukaev. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun under de tjetjenske krige i 1990’erne hjalp oprørsgruppen ledet af Jacob Basnukaev med forskellige praktiske opgaver, herunder blandt andet madlavning, tøjvask og opbevaring af våben. Ved slutningen af de tjetjenske krige blev alle husstande i ansøgerens landsby opsøgt. Ansøgerens søn, [R], har også hjulpet oprørsgruppen ledet af Jacob Basnukaev. Han fik derfor en konflikt med de russiske myndigheder. I 2010 udrejste han af Rusland. Raman søgte asyl i Danmark, men han fik afslag og rejste tilbage til Rusland. Da Raman vendte tilbage til Rusland i 2012, blev han anholdt ved indrejsen, og han var tilbageholdt i to måneder. Derefter udrejste han igen fra Rusland til Danmark, hvor han fik opholdstilladelse. I omkring 2017 blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af de russiske myndigheder. De spurgte efter [R], og de ransagede bopælen. Omkring seks måneder efter den første opsøgning blev ansøgeren igen opsøgt på sin bopæl. Myndighederne spurgte igen efter [R]. I 2018 blev ansøgeren for tredje gang opsøgt af de russiske myndigheder. I forbindelse med den tredje opsøgning blev hun taget med af myndighederne. Hun var tilbageholdt i tre dage, hvor hun fik at vide, at myndigheder ville opsøge hende igen, hvis det blev nødvendigt. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende i skjul i sin afdøde søsters lejlighed i Groznyj, hvorefter hun opholdt sig i Moskva i omkring to uger. I 2018 udrejste hun af Rusland. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende om en række forhold, der er centrale for asylmotivet. Ansøgeren har således forklaret divergerende om blandt andet, hvornår hun blev opsøgt første gang, hvor lang tid, der gik mellem opsøgningerne, om hvor mange personer, der opsøgte hende tredje gang, hvornår hun blev afhørt, herunder om hvorvidt hun også blev afhørt samme dag, som hun blev løsladt, hvor mange nætter hun var tilbageholdt, og om hvor længe hun opholdt sig i sin søsters lejlighed. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende, idet hun først for Flygtningenævnet har forklaret, at myndighedspersonerne under opsøgningerne også spurgte efter Aslan, om at hun allerede efter første opsøgning på grund af frygt begyndte at sove hos slægtninge, og om at hun under afhøringen i fængslet blev truet med at blive slået ihjel. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens søn [R] forlod Tjetjenien senest i januar 2014, og at ansøgeren først skulle være blevet opsøgt på bopælen flere år senere. Det er indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren har oplyst, at hun husker dårligt, hvilket imidlertid ikke kan føre til en anden vurdering, idet bemærkes, at ansøgeren for Flygtningenævnet har svaret relevant på de stillede spørgsmål, men først har oplyst, at hun husker dårligt, når hun er blevet foreholdt divergenser i sine forklaringer. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har heller ikke fundet grundlag for at udsætte sagen på nærmere undersøgelse af, om ansøgeren har forevist et udenrigspas udstedt [i foråret] 2017 for det græske konsulat i Moskva. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2020/14/HZC
