Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1994. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser og shia-muslim fra Shiraz, Iran. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i slutningen af] 1994, og at han [i begyndelsen af] 1996 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i] 2009 udrejste til udlandet. Klageren udrejste fordi hans far, som var bosiddende i Iran, var syg. Opholdet skulle have været familiebesøg og det var ikke meningen, at klageren skulle blive i Iran. [En dato i] 2019 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og stk. 4, og § 17 a, stk. 1, og stk. 2, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og frivilligt havde taget bopæl i sit hjemland. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens resultat og begrundelse herfor. Klageren og dennes advokat har ikke oplyst om forhold, der medfører, at det må antages, at klageren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren udsendes til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/39/JAH
