Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk gilag fra Rasht, Iran. Ansøgeren er tidligere shia-muslim af trosretning, men er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han er imod det iranske regime og har i den forbindelse deltaget i mindst fire demonstrationer ved præsidentvalget i 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han på grund af sin religion og politiske overbevisning frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han deltog i flere demonstrationer i forbindelse med præsidentvalget i 2009. Under den sidste demonstration forud for ansøgerens udrejse, blev demonstranterne angrebet af specialstyrker, der kom kørende på motorcykler. Ansøgerens ven mistede livet, mens ansøgeren selv blev reddet væk af sine venner. Efter demonstrationerne var ansøgeren bekymret for, at han ville blive identificeret af myndighederne, idet der under demonstrationen blev taget billeder og optaget film. Ansøgeren valgte derfor at udrejse illegalt til Tyrkiet i sommeren 2009. I Tyrkiet blev ansøgeren introduceret til kristendommen, og han begyndte at komme i en kirke i Istanbul kort tid efter sin indrejse. Forud herfor havde ansøgeren ikke opfattet sig som værende muslim, idet han ikke praktiserede sin tro. Ansøgeren fandt ro i kristendommen, og han gik i kirke én til to gange om måneden frem til sin udrejse af Tyrkiet i 2016. Ansøgeren blev døbt [sommeren] 2016 i […] i [by]. Han har herefter været tilknyttet en kirke i [by], hvor han fast har deltaget i gudstjenester samt kirkelige arrangementer og undervisning. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med de iranske myndigheder dels som følge af en anholdelse i [primo] 1998 for at have skrevet slogans vendt mod regimet på husmure, dels som følge af sin deltagelse i demonstrationer i 2009 mod regimet, til grund. Flygtningenævnet kan vedrørende ansøgerens forklaring om anholdelsen i [primo] 1998, den senere løsladelse og tilsigelser til retten i det hele henholde sig til Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2000, hvor ansøgerens forklaring herom blev tilsidesat som åbenbar utroværdig. Uanset hvorvidt ansøgerens forklaring om, at han i 2009 deltog i demonstrationer mod regimet lægges til grund, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge heraf er kommet i de iranske myndigheders søgelys. Nævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at han i forbindelse med demonstrationerne skulle være blevet genkendt at myndighederne, ligesom det forekommer påfaldende, at ansøgeren - såfremt han var blevet genkendt af myndighederne - ikke blev opsøgt i perioden mellem deltagelsen i demonstrationerne og udrejsen 2 uger senere. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen som følge af en indre overbevisning af religiøs karakter. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hans konversion forekommer ureflekteret og overordnet, og at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre overbevisende for sin indre afklaringsproces, kristne overbevisning eller baggrunden for hans beslutning om at blive døbt. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen – efter sin dåb - udviste et overfladisk og fragmenteret kendskab til kristendommen, herunder at han ikke kunne huske nogen af de 10 bud. Det er endvidere indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgerens generelle troværdighed er betydeligt svækket, da han tidligere i 2000 har fået afslag på asyl med henvisning til det oprindelige asylmotiv og i den forbindelse har fremlagt dokumenter, der er vurderet at være af tvivlsom ægthed. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil have et uomgængeligt behov for at praktisere den kristne tro. Det forhold, at ansøgerens fraskilte ægtefælle og hans datter er blevet meddelt asyl i Danmark som følge af konvertering til kristendommen, kan ikke – ud fra en imputed opinion-betragtning – føre til en anden vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, som ovenfor anført, ikke kan anses for at have været i de iranske myndigheders søgelys ved udrejsen af Iran, og at det af det tilgængelige baggrundsmateriale, herunder særligt Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” fra februar 2018 fremgår, at de iranske myndigheder er klar over, at iranske asylansøgere, som har søgt asyl på baggrund af konversion ikke vil blive retsforfulgt herfor. Tilsvarende fremgår af ”DFAT Country Information Report: Iran” af 7. juni 2018 fra det australske udenrigsministerium. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/38/CABV
