Nævnet omgjorde i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks fra [by] subzoba Hagaz, Zoba Anseba, Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter fængsel på livstid, som følge af, at han er deserteret fra militæret. Videre frygter han fængsling, idet han er udrejst illegalt af Eritrea. Endelig frygter han de generelle forhold i Eritrea. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han har været i militæret fra 2006 til 2012, hvorefter han deserterede. Hans arbejdsopgaver var blandt andet kontorarbejde, videre var han også fængselsbetjent og vagt. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse [fra vinteren] 2020 har lagt til grund, at ansøgeren, fordi han er deserteret fra nationaltjeneste i Eritrea, er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet tiltræder dette. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3 er udelukket fra at opnå asyl. Ansøgeren har ved partshøring [fra vinteren] 2020 forklaret (side 6 af 9), at han mange gange under sin tjeneste forsøgte at stoppe personer, der var flygtet fra militærtræning, samt at han, når han fangede nogle, afleverede dem til de ansvarlige i træningscenteret. Disse personer blev normalt udsat for fysisk afstraffelse. Ansøgeren har efterfølgende i nogen grad modificeret dette og forklaret, at han kun én gang var med til at eftersætte en gruppe af fanger. Selv hvis ansøgerens forklaring som afgivet [i vinteren] 2020 lægges til grund, må Flygtningenævnet antage, at ansøgeren har haft en ganske underordnet position. Det kan ikke antages, at han har haft mulighed for at give ordrer eller at han ved sin deltagelse eller tilstedeværelse har kunne påvirke andre til at begå forbrydelser. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren er udelukket efter flygtningekonventions artikel 1 F. Ansøgeren er derfor ikke udelukket fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. herefter omgør Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2020/6/IMBS
