afgh202020

Nævnet hjemviste i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [by], [område], Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter sin mors fætre, brødrene [A] og [B], der er tilknyttet Taliban. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter kommandanten [C]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han havde en god relation til [D], ansøgerens mors afdøde fætter. [D] fortalte ansøgeren, at han skulle komme til byen Shamali og samarbejde med ham. Ansøgeren afstod, hvorefter [D] kontaktede ansøgeren og hans far, og truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis han ikke tog til Shamali eller stoppede sit arbejde for et TV-selskab. Da ansøgeren arbejdede for TV-stationen [X] begyndte [D] at kontakte ansøgerens far igen, og fortalte, at ansøgeren arbejdede for vantro. [D]’s bror, [B], inviterede efterfølgende ansøgeren til Shamali, hvilket han indvilligede i. Her truede [B] ansøgeren med en pistol, fordi han havde afslået [D]’s tilbud, men han undlod at slå ansøgeren ihjel, fordi han mente, at han kunne bruge ansøgeren. Ansøgeren arbejdede på daværende tidspunkt for flyselskabet [X] og [B] ønskede, at ansøgeren skulle oplyse, hvor de udenlandske piloter, der anvendte selskabet, opholdt sig. Efterfølgende modtog ansøgeren trusler telefonisk fra [B] om, at han, hvis han fortsatte sit arbejde, ville blive slået ihjel. [B] og [A] er medlem af Taliban, hvorfor ansøgeren frygter Taliban. Ansøgeren kontaktede herefter en bekendt ved politiet i Kabul, der henviste ansøgeren til kommandanten [C], der tidligere havde været fredsmægler mellem de to brødre og myndighederne. Kommandanten sendte sine folk ud til brødrene, der herefter skød efter folkene og slog en af dem ihjel. Kommandanten beskyldte herefter ansøgeren for at have sendt kommandantens folk i bagholdsangreb og ønskede hævn herfor. Kommandanten truede herefter ansøgeren telefonisk, og ansøgeren har endvidere af andre fået at vide, at kommandanten har opsøgt hans hjem og arbejdsplads, og efterspurgt ham ved kontrolposter. Flygtningenævnet finder, på baggrund af indholdet af Udlændingestyrelsens afgørelse og efter de mundtlige indlæg i Flygtningenævnet, at Udlændingestyrelsen ikke har vurderet spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren har et internt flugtalternativ. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren er pashtun og dermed tilhører den største etniske gruppe i Afghanistan. Ansøgeren er en yngre, veluddannet, og efter det oplyste, sund og rask mand. Der foreligger ikke oplysninger om, at han har familiemæssige forpligtelser. På denne baggrund burde spørgsmålet om et internt flugtalternativ være vurderet. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen til stillingtagen hertil.” afgh/2020/20/gdan