Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har deltaget i demonstrationer på et tidspunkt i 2012. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Syrien, fordi han frygter, at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste af de syriske myndigheder, hvor han vil være i risiko for at skulle slå andre ihjel. Herudover har klageren henvist til de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at klageren isoleret set som mandlig statsborger i Syrien i den militærpligtige alder er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor den pågældende ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssigt at udsende klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Klageren er ved Østre Landsrets ankedom [fra efteråret] 2018 fundet skyldig i to tilfælde af røveri og til dels forsøg herpå og idømt en straf af fængsel i 1 år og 3 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen, at der henset til karakteren af forbrydelsen og længden af den idømte straf, er tale om en særlig farlig forbrydelse, og at klageren må betragtes som en fare for samfundet. Klageren er en ung, ugift mand uden anden familie i Danmark end sin onkel, fætter og kæreste, og han har hverken tilknytning til arbejdsmarkedet eller har gennemført en uddannelse. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2020/28/snd
