Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Tripoli, Libanon. Ansøgeren har efter egne oplysninger været tilknyttet de politiske grupperinger Fatah og Hizbollah. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive fængslet af de libanesiske myndigheder og derefter udleveret til Hizbollah. Ansøgeren frygter ligeledes gruppen Fatah. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter fattigdom og mangel på penge. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født og opvokset i Al-Badawi-lejren i Tripoli, Libanon. I 1998 meldte han sig ind i Fatahs ungdomsafdeling. I 2005 tilsluttede ansøgeren sig Hizbollah efter en syv til otte måneders lang optagelsesproces. Her modtog ansøgeren våbentræning, og han spillede fodbold og dyrkede kickboksning. Hizbollah ville have ansøgeren til at skaffe oplysninger for dem, heriblandt om en bestemt person, Ziyad. Da ansøgeren nægtede at gøre dette, begyndte de at true ham. De truede ham i 2005 eller 2006, og efterfølgende blev han truet fire til fem gange. I 2006 ville Hizbollah have ansøgeren til at kæmpe for dem. Dette nægtede ansøgeren ligeledes. Da ansøgeren fortsat ikke skaffede Hizbollah de oplysninger, som de forlangte, fængslede de i midten af 2017 ansøgeren i 14 dage. Ansøgeren blev løsladt igen, efter han lovede dem, at han ville forblive medlem af Hizbollah og skaffe oplysninger for dem. Ansøgeren modtog den seneste trussel fra Hizbollah tre uger før sin udrejse. Efter ansøgerens problemer med Hizbollah begyndte, fik han kontakt med en af sin brors venner, som kunne hjælpe ansøgeren med at skaffe et pas til at udrejse af Libanon med. Da ansøgeren forsøgte at hente passet på en politistation, blev han anholdt af myndighederne og sat i fængsel i 12 dage. Ansøgeren blev løsladt med hjælp fra en af sine fætres venner. Omkring en uge efter sin løsladelse udrejste ansøgeren fra Beirut Lufthavn uden at opleve nogen problemer som følge heraf. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren som anført af Udlændingestyrelsen er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., idet ansøgeren er registreret hos UNWRA, jf. i øvrigt det i Udlændingestyrelsens afgørelse af [en nærmere angiven dato i slutningen af vinteren] 2019 side to herom anførte. Ved afgørelsen af, om der kan meddeles ansøgeren asyl, bemærker Flygtningenævnet, at Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren indrejste i Danmark i 2015, men først ansøgte om asyl i 2018, efter at have fået afslag på ansøgning om familiesammenføring. Herudover er der meget væsentlige divergenser i ansøgerens forklaringer også vedrørende helt centrale dele af ansøgeren asylmotiv. Dette gælder som anført af Udlændingestyrelsen både med hensyn til tidspunkterne for ansøgerens tilbageholdelser, omstændigheder i forbindelse hermed og antallet af gange han har været tilbageholdt. Dertil kommer, at ansøgeren ved oplysnings- og motivsamtale side fem har udtalt, at han ville være blevet i Libanon, hvis ikke det var for hensynet til hans herboende ægtefælle. Endvidere udrejste ansøgeren i 2016 til Sverige, men oplyste ved tilbagevenden til Danmark, at han ikke ønskede at søge asyl i Danmark. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret, at han ved en tilbagevenden til Libanon forventet at blive arresteret allerede ved indrejse i lufthavnen. Ikke desto mindre har ansøgeren i 2017 ansøgt om et såkaldt Laissez-passer. Baggrunden herfor var, efter det dengang oplyste, at han ønskede at rejse til Libanon for at få udstedt et nyt libanesisk rejsedokument. Ved møde i Flygtningenævnet har ansøgeren ikke været i stand til at give nogen overbevisende forklaring herpå, men har som en helt ny oplysning forklaret, at han alene ønskede at indrejse for at besøge sine forældres gravsted. Dette er i klar modsætning til ansøgerens forventning om, at han ville blive arresteret straks ved indrejse. Herudover må ansøgerens forklaring også for Flygtningenævnet betegnes som præget af divergenser og uoverensstemmelser. Desuden syntes det også klart at fremgå af forklaringen, at de socioøkonomiske forhold i virkeligheden har været af afgørende betydning for ønsket om at opnå opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren har ved oplysnings- og motivsamtale forklaret, at han under tilbageholdelse har været tvunget til at ligge i vand i tre timer og i 24 timer ikke fik noget at spise. Ved fremmøde i Flygtningenævnet har ansøgeren imidlertid forklaret, at han blev udsat for tortur i form af blandt andet stik og spark. Flygtningenævnet finder på den anførte bagrund ikke grundlag for iværksættelse af en torturundersøgelse. Da ansøgeren har haft lejlighed til at gennemgå referaterne fra såvel oplysnings- og motivsamtalen som asylsamtalen, og ikke har haft bemærkninger af betydning, finder Flygtningenævnet ikke at kunne tillægge de påberåbte problemer med tolkningen afgørende betydning. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at det kan antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” Stat/2020/20/lbv
