stat202015

Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1999. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er statsløs palæstinenser og muslim af trosretning fra [by], Libanon. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [primo] 1999, og at hun [i efteråret] 2002 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i sommeren] 2013 udrejste til Libanon. Klageren udrejste, fordi hendes søn havde det skidt og ønskede at udrejse af Danmark. [I foråret] 2019 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, samt § 17 a, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Da klageren har opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark og frivilligt har taget ophold i sit tidligere opholdsland, Libanon, i perioden fra [sommeren] 2013 til [sommeren] 2016, er betingelserne for bortfald af opholdstilladelsen opfyldt af de grunde, der i øvrigt er anført af udlændingestyrelsen, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [foråret] 2019 tiltrædes det, at der ikke foreligger forhold som nævnt i udlændingelovens § 17, stk. 3, som kan føre til, at den tidligere meddelte opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at træffe bestemmelse om, at klagerens søn, [A], skal indkaldes for at afgive forklaring for nævnet til yderligere belysning af omstændighederne i forbindelse med bl.a. udrejsen i 2013 og det efterfølgende ophold i Libanon frem til 2016. Flygtningenævnet tiltræder endvidere Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter bortfald af opholdstilladelsen efter en vurdering af oplysningerne om klagerens tilknytning til henholdsvis Danmark og Libanon ikke vil udgøre et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- eller familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Der tiltrædes endelig, at der med den af Udlændingestyrelsen anførte begrundelse ikke er grundlag for dispensation fra udlændingelovens § 17 om bortfald af opholdstilladelsen i medfør af udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2. Klageren er født og opvokset [navn]-lejren i Beirut, Libanon, i en familie, der modtog bistand fra UNRWA. Under sit ophold i Libanon i perioden 2013 – 2016 boede klageren i samme område. Klageren er derfor som udgangspunkt udelukket fra at få beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. konventionens artikel 1 D, 1. pkt. Der er ikke grundlag for at fastslå, at klageren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Klageren oplevede under sit flerårige ophold i Libanon i perioden 2013 – 2016 således ikke konflikter med de libanesiske myndigheder eller privatpersoner mv. Det må i den forbindelse, og uanset klagerens forklaring for nævnet i dag, lægges til grund, at klageren ikke længere har en konflikt med sin familie, herunder sine brødre, og at hun har kunnet opholde sig hos familiemedlemmer under hele opholdet i Libanon i 2013 – 2016, jf. herved det anførte om klagerens relation til sine brødre i samtalerne med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2018 og [ultimo] 2018. Der er ikke grundlag for at antage, at klageren ikke kan vende tilbage til Libanon og på ny opnå bistand fra UNRWA, og de generelle forhold i Libanon er ikke af en sådan karakter, at det vil være umuligt for UNRWA at sikre klageren livsvilkår i overensstemmelse med organisationens opgavevaretagelse. Herefter, og da udlændingelovens § 31 derfor heller ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Libanon, hvis hun ikke udrejser frivilligt, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2020/15/MEG