Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra [A], Vestbredden. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter, at personer fra militæret vil opsøge hende, og at ansøgerens far vil blive tilbageholdt. Ansøgeren har som støtte herfor oplyst, at familiens hus er blevet ransaget flere gange af ukendte personer i uniformer med pistoler, at der flere gange er blevet kastet gasbomber ind i familiens have, og at ansøgerens far har været i fængsel to gange. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ansøgeren har påberåbt sig at være omfattet af flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt. og har til støtte herfor anført, at EU-Domstolens dom af 25. juli 2018 i Al-heto-sagen, C 585/16, skal fortolkes udvidende, således at ansøgeren, der er statsløs palæstinenser fra Vestbredden, skal anses for omfattet af artikel 1D, 1. punktum, fordi hu, ville kunne have søgt bistand fra UNRWA, hvis organisationen var i stand til at yde bistand på Vestbredden, hvilket den ikke er, hvorfor ansøgeren har ret til asyl efter artikel 1D, 2. punktum, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens og hendes forældres forklaringer til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren, som udrejste fra Vestbredden sammen med sin familie som 8-årig i 2009, ikke har haft kontakt med UNRWA, ikke er registreret hos UNRWA og har ikke modtaget bistand fra UNRWA. Hun er derfor ikke omfattet af flygtningekonventionens artikel 1D af denne grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at hun har oplevet at hendes hjem blev ransaget af israelske soldater, som ved en lejlighed smed en gasbombe ind i haven, hvor ansøgeren og hendes søskende befandt sig. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Vestbredden risikerer individuel forfølgelse eller behandling omfattet af udlændingelovens § 7. Ransagningerne, beslaglæggelsen af familiens jord og fængslingerne af hendes far findes således ikke at have en sådan karakter og intensitet, at de falder inden for anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Der er efter oplysningerne om forholdene på Vestbredden ikke grundlag for give ansøgerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2020/14/CRT
