Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser samt to børn fra Vestbredden. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra [A], Vestbredden, og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter at blive fængslet og udsat for tortur af de israelske myndigheder, og at han på grund af et indrejseforbud til Israel ikke kan få arbejde, ligesom han ikke kan dyrke sin jord på grund af ”Muren”. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har været fængslet to gange af de israelske myndigheder, at hans jord er blevet beslaglagt af de israelske myndigheder, og at han og hans familie har været udsat for omfattende chikane blandt andet i form af ransagninger og kortvarige tilbageholdelser af ham. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ansøgeren har påberåbt sig at være omfattet af flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt. og har til støtte herfor anført, at EU-Domstolens dom af 25. juli 2018 i Al-heto-sagen, C 585/16, skal fortolkes udvidende, således at ansøgeren, der er statsløs palæstinenser fra Vestbredden, skal anses for omfattet af artikel 1D, 1. punktum, fordi han ville kunne have søgt bistand fra UNRWA, hvis organisationen var i stand til at yde bistand på Vestbredden, hvilket den ikke er, hvorfor ansøgeren har ret til asyl efter artikel 1D, 2. punktum, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren ikke har haft kontakt med UNRWA, ikke er registreret hos UNRWA og har ikke modtaget bistand fra UNRWA. Han er derfor ikke omfattet af flygtningekonventionens artikel 1D af denne grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren har været fængslet af de israelske myndigheder, at hans jord er blevet beslaglagt og at hans bolig flere gange er blevet ransaget. Den oversatte erklæring af [efteråret] 2013 om, at ansøgeren blev personligt forfulgt af den israelske hær, som søgte og spurgte efter ham, hver gang de stormede byen, og at han har været tilbageholdt og arresteret flere gange kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under sin tidligere forklaring i Flygtningenævnet [i efteråret] 2010 har forklaret, at ransagningerne ikke skete som led i en personlig forfølgelse af ham. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden risikerer individuel forfølgelse eller behandling omfattet af udlændingelovens § 7. Beslaglæggelsen af jorden, fængslingerne og ransagningerne findes således ikke at have en sådan karakter og intensitet, at de falder inden for anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Der er efter oplysningerne om forholdene på Vestbredden ikke grundlag for give ansøgerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2020/13/CRT
