Koens og aeresrelateret forfoelgelse Aegteskabelige forhold
Privatretlig forhold
Generelle forhold
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin far, fordi hun har brudt med sin familie. Ansøgeren frygter endvidere at blive tvangsgift af sin familie. Derudover frygter ansøgeren at blive omskåret imod sin vilje af den mand, som hun vil blive tvangsgiftet til. Ansøgeren frygter videre al-Shaabab. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at hun gerne vil have frihed, uddannelse og sikkerhed i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun har boet i Mogadishu sammen med sine forældre og sin storebror. En dag forlod ansøgerens forældre ansøgeren og ansøgerens storebror. Ansøgeren og ansøgerens storebror boede herefter hos deres moster i Mogadishu. I omkring 2011 hentede ansøgerens far ansøgeren og ansøgerens storebror. De flyttede til Etiopien, hvor de boede i omkring to år. Ansøgeren har videre oplyst, at det var et meget hårdt liv i Etiopien. Ansøgerens far slog ansøgeren og ansøgerens storebror samt truede ansøgeren med at slå hende ihjel. I 2013 fik ansøgeren, ansøgerens far og storebror familiesammenføring med ansøgerens mor, der boede i Danmark. De flyttede til Danmark. I Danmark var ansøgerens far meget kontrollerende. Ansøgerens mor har efterfølgende fået inddraget sin opholdstilladelse, og ansøgerens far og storebror har fået afslag på deres ansøgninger om asyl. Ansøgeren var som mindreårig omfattet af farens ansøgning om asyl. Da ansøgeren fyldte 18 år, havde ansøgeren og hendes familie ikke flere muligheder i Danmark, og de rejste derfor til Tyskland, hvor de søgte om asyl [i efteråret] 2019. Ansøgeren har efterfølgende brudt med sin familie og har ikke siden haft kontakt til dem. Ansøgeren søgte asyl den [i efteråret] 2019. Ansøgeren ved ikke, om hendes familie fortsat opholder sig i Tyskland. Ansøgerens moster og morbror har ringet til ansøgeren via Messenger, men ansøgeren har ikke besvaret opkaldene. På baggrund af de fremlagte fotos om flere skader på hendes legeme, der efter det oplyste er påført af hendes far, af de lægelige oplysninger, hvorefter hun er omskåret og erklæringen vedrørende hendes skolegang, finder nævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren har haft en streng opdragelse, hvor hun er blevet holdt hjemme, og hvor hun har skullet bære tørklæde. Nævnet finder ikke at kunne udelukke, at det forhold, at hun har forladt familien i Tyskland og er rejst til Danmark, samt har lagt tørklædet, har medført et brud med familien. Nævnet finder derfor, at ansøgeren må anses som en enlig kvinde uden netværk i Somalia, hvorfor hun er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2020/35/HZC