Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fire børn fra Marokko. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk sahrawia og muslim af trosretning fra Berkane, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Marokko frygter, at de marokkanske myndigheder ikke vil være i stand til at beskytte hende mod ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren har endvidere henvist til, at ansøgerens ægtefælle vil bestikke de marokkanske myndigheder, herunder det marokkanske politi, med henblik på ustraffet at kunne tage ansøgerens børn fra ansøgeren og slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er blevet udsat for fysiske og psykiske overgreb af sin ægtefælle. Ansøgerens ægtefælle er stofmisbruger. Ansøgeren har gentagne gange forsøgt at forlade sin ægtefælle, men hun blev hos ham, idet ansøgerens ægtefælle var den eneste, som kunne forsørge ansøgeren. Ansøgeren har ikke anmeldt forholdet til politiet af frygt for konsekvenserne, herunder at ansøgerens ægtefælle ville gøre ansøgeren ondt. Ansøgeren har på den baggrund i en periode opholdt sig på et krisecenter sammen med børnene. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan danne grundlag for at meddele ansøgeren asyl, idet ansøgeren må henvises til at søge de marokkanske myndigheders beskyttelse. Det bemærkes i den forbindelse, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at beskyttelse fra de marokkanske myndigheders side ikke er muligt. Flygtningenævnet har i den forbindelse vurderet de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Landinfos Respons Marokko: Vold mod kvinner” fra 18. juli 2014. Heraf fremgår på side 4 blandt andet: ”Det finnes egne mottaksenheter for voldsutsatte Kvinner på sykehus, politistasjoner og i domstolene. Når en kvinne har vært utsatt for vold, har ansvarlig lege lovpålagt plikt til å melde forholdet videre til politiet.” Det fremgår endvidere af samme på side 5, at der findes snesevis af boligcentre for voldsramte kvinder drevet af kvindeorganisationer, hovedsagelig i de store byer. Det forhold, at ansøgeren har oplyst, at hun frygter hendes børn vil have dårligere levevilkår i Marokko, kan ikke føre til, at ansøgeren meddeles asyl. Dette er ikke forhold af en sådan karakter, som kan danne grundlag for asyl. Den afspillede lydfil af ægtefællens samtale med ansøgerens moder kan heller ikke føre til et andet resultat. Der er herved henset til, at den afspillede lydfil ikke indeholdt konkrete trusler imod ansøgeren, men alene krav om at ægtefællen ønskede at se sine børn. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato]. Maro/2020/5/MLVT.
