Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Eritrea. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinia og kristen ortodoks fra Asmara, Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet af myndighederne, idet hendes ægtefælle deserterede fra nationaltjeneste, blev fængslet og herefter flygtede. Videre frygter hun myndighederne, idet hun er udrejst og de derved ikke har mulighed for at afpresse ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle aftjente nationaltjeneste i Eritrea. Han var løbende hjemme på orlov og vendte ofte ikke tilbage til nationaltjeneste efter endt orlov. Ansøgeren blev i slutningen af 2016 opsøgt på sin bopæl af myndighederne, idet de ville have fat i hendes ægtefælle. Ansøgeren oplyste, hun ikke vidste hvor hendes ægtefælle var. To dage senere opsøgte myndighederne igen hendes bopæl. Idet ansøgeren fortsat ikke vidste hvor ægtefællen opholdte sig blev hun fængslet sammen med sin yngste datter, [A]. Ansøgerens familie fandt ægtefællen og fortalte ham at ansøgeren var blevet fængslet, og at han skulle melde sig til nationaltjeneste for at få hende løsladt. Efter han gjorde dette, blev ansøgeren løsladt betingelsesløst efter at have været fængslet i to uger. Fire til fem måneder senere kom ægtefællen hjem igen for en enkelt nat, hvorefter han forsvandt. Ansøgeren fik at vide af ægtefællens ven at ægtefællen havde været fængslet, men var flygtet. Ansøgeren frygtede at blive fængslet igen og flyttede derfor fra sin bopæl. Ægtefællens ven arrangerede ansøgerens udrejse og hun udrejste fire måneder senere legalt af Eritrea sammen med sine to yngste børn. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med de eritreiske myndigheder. Uanset ansøgeren for så vidt har afgivet en vedholdende og detaljeret forklaring findes ansøgerens fortsatte frygt for de eritreiske myndigheder alene at bero på ansøgerens egen formodning. Selvom det således måtte lægges til grund, at ansøgeren, som følge af klagers ægtefælles flugt fra fængsel, er blevet opsøgt to gange og herunder fængslet i 14 dage, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens frygt for de eritreiske myndigheder alene beror på ansøgerens egen formodning. Der er herved henset til, at ansøgeren [i efteråret] 2017 har fået udstedt et nationalitetspas af de eritreiske myndigheder og at ansøgeren [i vinteren 2017/2018] herefter udrejste legalt af Eritrea via lufthavnen i Asmara. Der er endvidere lagt vægt på, at myndighederne ikke har opsøgt ansøgeren fra ægtefællens flugt fra fængslet og frem til ansøgerens udrejse af Eritrea omkring fire måneder herefter, og at ansøgeren har oplyst, at hun ikke fra sin familie har fået oplysninger om, at myndighederne har forsøgt at opsøge hende herefter. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Eritrea National Service, udgivet af Dansk Flygtningehjælp og Udlændingestyrelsen fra januar 2020, side 27 – 28 om mulige konsekvenser for familiemedlemmer til desertører fremgår, at flere kilder fortæller, at praksis for fængsling af familiemedlemmer til desertører mere eller mindre er afskaffet. Af Landinfo af 21. januar 2019 Respons Eritrea: Endringer i nasjonaltjenesten? fremgår blandt andet, at gifte kvinder hovedsagelig fritages fra nationaltjeneste. På denne baggrund kan Flygtningenævnet tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering hvorefter det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Eritrea risikerer at skulle aftjene sin værnepligt. Der er herved tillige henset til, at ansøgeren ikke tidligere har været indkaldt til nationaltjeneste, fordi hun var gift og havde mindreårige børn, og at ansøgeren efter egne oplysninger heller ikke selv tror, at hun vil blive indkaldt til nationaltjeneste. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2020/7/imbs
