Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tajik fra Kabul, Afghanistan og er tidligere muslim, men oplyser at hun er konverteret til Jehovas Vidner. Klageren har oplyst at være medlem af [en organisation] siden 2013 og frem til sin udrejse. Hun ved ikke om hun er blevet meldt ud af organisationen efter sin udrejse. Udlændingestyrelsen meddelte [vinteren 2016/2017] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive slået ihjel af kommandanten [A], som har samarbejdet med Taliban, og som er meget magtfuld i det område, hvor hendes familie boede, som følge af, at han bebrejdede klageren for at have lavet en fejlvurdering, som endte med, at han slog sin datter ihjel. Klageren har til støtte for sit asylmotiv i den oprindelige asylsag henvist til, at hun i forbindelse med sit arbejde undersøgte en ugift kvinde [i efteråret] 2015, som var ledsaget af en ældre kvinde. Under undersøgelsen fandt klageren ud af at den ugifte kvinde var gravid, hvilket hun fortalte de to kvinder. Den ældre kvinde var utilfreds med konklusionen. Dagen efter trængte en ukendt mand ind på klagerens kontor, mens hun arbejdede. Han truede hende med at slå hende ihjel, idet han mente hun var skyld i, at han måtte slå sin datter ihjel. Hun formåede at flygte derfra. Klagerens ægtefælle ringede til hospitalsdirektøren, som fortalte, at den unge kvinde var datter af kommandanten [A]. Han havde slået sin datter ihjel, idet han troede hun var gravid. Lægen i deres by benægtede datterens graviditet, og beskyldte klageren for en lægelig fejl. Klagerens far kom til klagerens bopæl samme aften og fortalte, at en bekendt havde henvendt sig til faren med besked om, at klageren skulle henvende sig til [A] inden for tre dage, ellers ville han tage en af hendes søstre som erstatning. Klagerens ægtefælle tog inden deres udrejse omkring hospitalet, hvor han fandt et trusselbrev fra Taliban adresseret til klageren, hvori der stod hun var dømt til døden. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2019 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse på baggrund af svig. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til at hun frygter at kommandanten [A] vil slå hende ihjel. Videre har hun i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter Taliban, som kommandanten [A] samarbejder med. Endvidere frygter hun at blive retsforfulgt og slået ihjel af de afghanske myndigheder. Endelig frygter hun at blive slået ihjel af sin far på baggrund af, at hun er konverteret til Jehovas Vidner, herunder at hun har en blog hvor hun har skrevet indirekte om sin konversion, islamkritisk og om kvinders rettigheder. Flygtningenævnet kan ikke længere lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, og klageren har således opnået sin opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Der er herved henset til, at klageren på centrale dele af sit asylmotiv har forklaret utroværdigt herom. Der er herved lagt vægt på, at klageren til sin asylsamtale [i sommeren] 2016 har forklaret, at hun [i efteråret] 2015 på sit arbejde på [et hospital] i Kabul scannede en yngre kvinde og konstaterede at denne var gravid. Klageren blev dagen efter opsøgt af faderen til den yngre kvinde og truet på livet med en pistol, der blev sat hende for panden. Klageren var ved sin indrejse i Danmark ikke i besiddelse af sit nationalitetspas. Klageren blev [i vinteren 2016/2017] meddelt opholdstilladelse i Danmark. Klagerens nationalitetspas er anonymt indleveret til Udlændingestyrelsen og modtaget her [i vinteren 2016/2017]. Det fremgår af klagerens nationalitetspas, at hun [i efteråret] 2015 indrejste i Sverige. Nationalt ID-center har [i efteråret] 2018 vurderet, at klagerens nationalitetspas sandsynligvis er ægte. Der er ved Flygtningenævnets afgørelse tillige lagt vægt på, at klageren har bekræftet at det er hendes foto og oplysninger om hendes forhold, som fremgår af nationalitetspasset, ligesom det af nationalitetspasset fremgår at klageren har haft visum blandt andet til Indien, og at klageren har forklaret, at hun flere gange har været Indien i forbindelse med en operation for [en sygdom]. Det af klageren fremlagte kopi af et angiveligt familiepas kan på denne baggrund ikke føre til en anden vurdering. Klageren har således afgivet en utroværdig forklaring om centrale dele af klagers asylmotiv, og som ikke er i overensstemmelse med oplysningerne som fremgår af klagerens pas. Klagerens forklaring kan således ikke lægges til grund. Klageren har således opnået sin opholdstilladelse ved svig. Klageren er herefter ikke længere omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har endvidere på flere centrale punkter forklaret divergerende, herunder vedrørende familiens kontakt til [A]. Klageren har således på mødet i Flygtningenævnet oplyst, at familien ikke var i direkte kontakt med [A], men har til sin forklaring i sin oprindelige sag oplyst, at faderen var blevet opsøgt personligt. Det bemærkes herved, at disse oplysninger er en central del af klagerens asylmotiv. Flygtningenævnet kan endelig ikke lægge til grund, at klageren er konverteret til Jehovas Vidner. Forklaringen herom fremstår konstrueret til lejligheden og ikke som udtryk for en indre overbevisning. Der er herunder også henset til, at klageren efter sin egen forklaring ikke er døbt, og at klageren ikke har fortalt sin ægtefælle om sin konversion. Af klagerens forklaring fremgår, at årsagen til konversionen var, at hun havde behov for et kærligt fællesskab. Flygtningenævnet finder herefter, at klagerens interesse for Jehovas vidner ikke var et udtryk for en indre overbevisning. Klageren har endvidere ikke konkret kunnet forklare om sin konversionsproces, herunder om hvornår hun har været til møder. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker endelig, at klagerens forklaring om lukning af sin blog alene beror på klagerens egen formodning. Efter praksis ved Flygtningenævnet er der ved opnåelsen af en opholdstilladelse ved svig udvist en sådan egen skyld, at hensynet til klageren selv, herunder om inddragelsen må antages at virke særligt belastende, ikke kan tillægges samme vægt, som i andre sager, hvor der overvejes nægtelse af forlængelse af andre grunde en svig. Klageren har om sine personlige forhold oplyst blandt andet, at hun taler, læser og skriver dansk. Hun har bestået Dansk 3, Modul 4. Hun er ikke i gang med en uddannelse, har ingen fritidsinteresser og er ikke medlem af en forening, bestyrelse eller lignende. Hun har været i praktik i tre måneder hos en læge. Hun har arbejdet hos [en virksomhed] i en periode. Hun har i sit hjemland gået på medicinstudiet og er færdiguddannet som læge og har arbejdet som gynækolog på et privathospital i Afghanistan før sin udrejse. Hun har familie i sit hjemland, herunder sin ægtefælle, en søn (nu 12 år gammel) og sine forældre. Hun har ikke været i sit hjemland, mens hun har haft opholdstilladelse i Danmark. Hun er i behandling for posttraumatisk belastningsreaktion og depression. Hun har rygsmerter og har fået en knæoperation på grund af dårligt knæ. I Danmark har hun flere venner. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil virke særlig belastende for hende, jf. Udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2020/26/imbs
