Nævnet omgjorde i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og nævnet meddelte samtidig ansøgeren opholdstilladelse (K-status). Klageren indrejste i 2014. Senere i 2014 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. I 2019 traf styrelsen afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har oplyst, at han er afghansk statsborger, født og opvokset i Herat og oprindeligt shia-muslim af trosretning. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i] marts 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren som asylmotiv henviste til, at han frygtede at blive dræbt af medlemmerne af en gruppe, som kidnappede hans lillebror og krævede løsepenge af hans forældre. Klageren forklarede under den oprindelige asylsag, at hans lillebror, [A], i [sommeren] 2013 blev bortført, mens han var på vej på vej hjem fra skole sammen med en kammerat. Samme aften ringede bortførerne til klagerens far og krævede løsepenge. Dagen efter talte faren igen med bortførerne. Om aftenen forlod forældrene bopælen, og de kom ikke tilbage. Den følgende dag kom farens ven, [C], til familiens bopæl og fortalte, at bortførerne havde skudt og dræbt klagerens forældre, idet politiet var kommet til stede, mens forældrene havde været ved at aflevere løsesummen. Dagen efter blev forældrene begravet. Den følgende dag kom klagerens farbror,[B], og dennes ægtefælle, som blev på klagerens families bopæl i to dage. Dagen efter, at farbroren og dennes ægtefælle havde forladt bopælen, blev klageren opsøgt af farens ven, [C], der sagde, at klageren og hans søskende skulle udrejse, fordi bortførerne ville hævne sig på dem, idet nogle af bortførerne var blevet dræbt under en skudveksling med politiet. Farens ven sagde også, at farbroren havde været involveret i kidnapningen. Efter tre dage i skjul udrejste klageren og hans søskende til Iran. [I slutningen af] 2018 indgav klageren ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse. Klageren var [i sommeren] 2019 til en ny samtale ved Udlændingestyrelsen. [Senere i] 2019 nægtede Udlændingestyrelsen at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet Udlændingestyrelsen fandt, at klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet klageren i forbindelse med samtalen [i sommeren] 2019 havde forklaret forskelligt om centrale dele af sit asylmotiv. Klageren har i forbindelse med sagen om forlængelse fastholdt sit asylmotiv og herudover som nyt asylmotiv henvist til, at han, der ved indrejsen i Danmark i [begyndelsen af] 2014 var troende muslim, under opholdet i Danmark, er blevet overbevist ateist og som følge heraf har skiftet navn. Ansøgeren vil ved en tilbagevenden til Afghanistan fortsætte med at leve som ateist og vil derfor ikke følge muslimske regler og skikke. Han frygter derfor den afghanske befolkning. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det er myndighederne, der har bevisbyrden for, at det oprindelige asylgrundlag er urigtigt. Flygtningenævnet finder, at klageren i forbindelse med forlængelsessagen er fremkommet med en forklaring, der på flere ikke uvæsentlige punkter divergerer fra hans oprindelige forklaringer. Klageren har under nævnsmødet anført, at han ikke i dag husker, hvad der er rigtigt i forbindelse med de divergerende oplysninger. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der uanset disse divergenser og klagerens forklaring på dem – ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at statuere svig eller, at grundlaget for opholdstilladelsen i øvrigt var urigtigt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har fastholdt helt centrale dele af sin forklaring og på, at begivenhederne fandt sted for nu 6 år siden, samt på at klageren var 16 år, da han indrejste i Danmark i 2014. Flygtningenævnet finder derfor, at klagerens opholdstilladelse som udgangspunkt skal forlænges. Klageren har imidlertid påberåbt sig, at han er ateist, og at han i den forbindelse risikerer asylbegrundende forfølgelse i Afghanistan. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at klageren på en meget overbevisende måde har redegjort for sine tanker og refleksioner i forbindelse med frafaldet fra islam og sit liv som ateist. Flertallet kan således lægges til grund, at han har undersøgt forskellige religioner meget nøje før sit tilvalg af ateismen. Flertallet kan endvidere lægges til grund, at han forud for nægtelse af forlængelsessagen i 2016 ændrede sit islamiske hellige navn fra [M] til navnet [N], da han ikke mente, at han kunne hedde [M] efter at have frafaldet islam. Uanset klageren ikke har planlagt at søge af få andre muslimer til at frafalde islam, så har han et stærkt ønske om at skrive en bog om sine egne refleksioner og om sig selv om ateist, ligesom han lever et udadvendt liv, hvor han – hvilket han demonstrerede under nævnsmødet - sætter pris på og ofte diskuterer religion og ateisme med venner og bekendte. Herefter og under hensyn til den animerede tilstand, som flertallet fandt, at klageren kom i, da han redegjorde for sin ateisme, lægger flertallet til grund, at klageren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han ikke vil kunne undgå at komme i diskussion med andre om sin opfattelse af islam og sin ateisme, og idet han vil foretage sig ikke religiøse handlinger. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af […]2019, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh 2020/24/MNR
