Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt hendes tre medfølgende børn fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kunar provinsen, […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun i Afghanistan frygter hendes farbrødre Majer og Burhan, fordi hun har bosat i Europa og i deres optik er blevet vestlig. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun er født i Pakistan. Ansøgeren boede der indtil 1997. Derefter flyttede ansøgeren til byen Pitaw i Afghanistan, hvor hun boede fra 1997 til 2005. Ansøgeren blev viet i 2005, hvorefter hun flyttede hjem til sin ægtefælle i byen [...]. Her boede ansøgeren frem til slutningen af 2011. I slutningen af 2011 flygtede ansøgerens ægtefælle til Danmark. Ansøgeren flyttede tilbage til sine forældre i Pakistan. Her boede ansøgeren i under et år, inden hun på et ukendt tidspunkt i 2012 flyttede tilbage til Afghanistan, hvor hun boede hos sin søster frem til den endelige udrejse i [sommeren] 2013. Ansøgeren blev familiesammenført med sin ægtefælle i Danmark i [sommeren] 2013. I 2017 søgte ansøgeren om at få udstedt et afghansk nationalitetspas ved den afghanske ambassade i Norge. Ansøgeren kunne alene få udstedt et nationalitetspas, såfremt hun eller et af hendes familiemedlemmer mødte op i Kabul for at skrive under. Ansøgerens farbrødre i Afghanistan ved navn Majer og Burhan ville ikke skrive under på ansøgerens vegne, fordi farbrødrene er vrede på ansøgeren over, at hun har bosat sig i Danmark, og at ansøgeren ikke går tildækket. Ansøgeren tør af samme årsag ikke at tage tilbage til Afghanistan for at skrive under. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet finder imidlertid, at ansøgerens frygt for sine farbrødre ikke udgør et asylbegrundende forhold. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke har været udsat for trusler, hverken skriftligt eller mundtligt fra farbrødrene, som hun sidst har set, forinden hun udrejste af Afghanistan i 2013. Hun oplevede i øvrigt ingen problemer med farbrødrene, efter at hendes mand var udrejst af Afghanistan, og hun derefter i 2 år boede alene med sine børn før udrejsen. Ansøgeren har forklaret, at hun har hørt fra familiemedlemmer i Pakistan, at farbrødrene ikke vil hjælpe hende med at få et nationalitetspas, fordi de er sure over, at ansøgeren er taget til Europa uden deres tilladelse. Farbrødrene forstår ikke, hvorfor hun har taget ophold i et andet land, og hvorfor hendes ægtefælle ikke har spurgt dem om lov i forbindelse med hendes udrejse af Afghanistan. Ansøgeren betragter farbrødrenes udtalelser som en trussel rettet mod hende. Efter ansøgerens forklaring har hun ikke problemer med de afghanske myndigheder. Flygtningenævnet finder, at farbrødrenes udtalelser og deres modvilje mod at hjælpe ansøgeren med at få udstedt et nationalitetspas ikke har en sådan karakter og intensitet, der kan give grundlag for at anse det for sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Det kan ikke føre til et andet resultat, at farbrødrene og deres familier efter ansøgerens forklaring er medlemmer af Taliban og ISIS. Flygtningenævnets afgørelse omfatter tillige ansøgerens tre medfølgende børn [AS], født [i starten af] 2007, [RS], født [i sommeren] 2009, [MF], født [i vinteren] 2016. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”afgh/2020/21/FAM
