Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk palæstinenser og sunni-muslim fra Khan Younis, Gaza. Ansøgeren har været medlem af Hamas fra 2006-2008. Fra 2007-2008 var han tilknyttet Al-Qassam-Brigaderne, som er den militante afdeling af Hamas. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter Hamas og frygter, at han vil blive fængslet. Ansøgeren frygter endvidere, at han som forhenværende medlem af Hamas vil blive tilbageholdt i Israel eller Egypten, såfremt han rejser tilbage til Gaza. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i forbindelse med valget i Palæstina i 2006 blev medlem af Hamas, og i en periode på omkring et år deltog han i forskellige aktiviteter for Hamas. Fra 2006 til 2007 deltog han i demonstrationer for Hamas og hængte plakater op. I 2007 blev han en del af den militante afdeling af Hamas, Al-Qassam-Brigaderne, tilknyttet underafdelingen […]. Ansøgerens opgaver bestod i at vogte Hamas-bygninger i centrum af Khan Younis i Gaza og kontrolposter og i det hele forsvare området mod israelske angreb. Da han følte sig udnyttet af Hamas og følgelig ikke længere troede på Hamas’ ideologi, løsrev han sig i 2008. Ansøgeren blev efter løsrivelsen gentagne gange indkaldt til afhøringer, og han blev fængslet flere gange, ligesom han blev udsat for tortur. Ansøgeren udrejste illegalt af Gaza i 2011, da han blev indkaldt til en afhøring hos Hamas, hvor han frygtede, at han ville blive fængslet. Ansøgerens familie modtog også efter hans udrejse og frem til 2017 indkaldelser fra Hamas, og han blev i 2012 idømt 15 års fængsel. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg havde besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. På baggrund af ansøgerens oplysninger til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2014 og samtalen med Udlændingestyrelsen [i begyndelsen af] 2019, hvorefter hans mor har et UNRWA-kort, hvor hans navn er opført, og at hans forældre og søskende i Gaza får UNRWA hjælp, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand. Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. punktum, har følgende ordlyd: ”Denne konvention skal ikke finde anvendelse på personer, som for nærværende nyder beskyttelse eller bistand fra andre organer eller institutioner under De Forenede Nationer end De Forenede Nationers højkommissær for flygtninge.” Spørgsmålet er herefter i første række, om ansøgeren ”for nærværende nyder beskyttelse eller bistand” fra UNRWA og dermed er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. punktum. Det fremgår af præmis 53 i sag C-31/09 af 17. juni 2010 fra EU-Domstolen (Bolbol-sagen), at en person nyder beskyttelse eller bistand fra et organ under De Forenende Nationer, bortset fra UNHCR, når denne person rent faktisk har adgang til denne beskyttelse eller bistand, og af samme doms præmis 52 fremgår, at en registrering hos UNRWA er tilstrækkeligt bevis for, at personen rent faktisk har modtaget hjælp fra dette agentur. Samme opfattelse fremgår af punkt 12 i de omhandlede guidelines, hvori det anføres blandt andet: ”Thus, Article 1 D is clearly intended to cover all Palestinian refugees ”falling under the mandate of UNRWA, regardless of when, or whether, they are actually registred with that agency, or actually receiving assistance.”” På den anførte baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren rent faktisk har adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA i Gaza, og at han derfor er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. punktum, medmindre udelukkelsen er bortfaldet i medfør af bestemmelsens 2. punktum. Flygtningenævnet kan i det hele tiltræde nævnets afgørelse [fra sommeren] 2016 og bemærker hertil, at ansøgeren endvidere under samtalerne med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet har forklaret divergerende om tidspunkterne for, hvornår han blev tilbageholdt i seks måneder af Hamas og for, hvornår han udrejste af Gaza. Flygtningenævnet finder derfor i lighed med nævnets tidligere afgørelse [fra sommeren] 2016, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i sin helhed må tilsidesættes, og at de af ansøgerens fremlagte bilag derfor ikke kan tillægges vægt. Ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Gaza vil være i en sådan personlig usikkerhedstilstand, at det er umuligt for UNWRA at sikre ham levevilkår i overensstemmelse med deres opgave. Det bemærkes i denne forbindelse, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Gazastriben – uanset at de er vanskelige - ikke kan føre til et andet resultat. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt. i Flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, idet Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt er udrejst af Gaza og må formodes igen at kunne indrejse i Gaza og tage lovligt ophold og have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNWRA. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2019/9/ajev
