Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra [en by] i Lower Shabelle-regionen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Dir, subklanen [X], underklanen [Y] og familieklanen [Z]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab og Habar Gedir-klanen. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at 10 personer fra al-Shabaab i [sommeren] 2013 opsøgte hans bopæl. Klageren fik at vide, at han skulle tage til Bulo Marer, hvor han skulle modtage træning. Klageren nægtede, idet han havde ansvaret for sin familie. Et par dage senere opsøgte al-Shabaab igen klagerens bopæl. Mændene var maskeret og klageren kunne derfor ikke se, om det var de samme personer, som mødte op. Både under første og andet besøg, var personerne bevæbnet. Klageren blev bagbundet og kørt til et fængsel. Der blev ikke sagt noget i forbindelse med at mændene bandt klageren og klageren havde ikke et valg om at tage med. Klageren var tilbageholdt i et døgn og blev udsat for overgreb, hvorfor han valgte at acceptere at samarbejde med militsen. Klageren blev med det samme sat til at vaske tøj. Følgende morgen blev klageren flyttet til køkkenet, hvor han skulle lave mad. Kort efter blev klageren igen flyttet til en militærlejr, som lå uden for byen Barawe. Her skulle klageren lave mad. Klageren husker ikke, hvor længe han var i lejren. Efter noget tid bad klageren sin overordnede om lov til at besøge sin familie, hvilket den overordnede accepterede på betingelse af, at klageren blev eskorteret af andre medlemmer. Klageren kørte hjem til sin familie sammen med et ukendt antal medlemmer. Køreturen varede omkring 5 timer og besøget hos familien varede et par timer, hvorefter de kørte tilbage til lejren. Et par dage senere spurgte klageren igen, om han måtte besøge sin familie, hvilket han fik tilladelse til. Denne gang skulle klageren ikke være i følgeskab med andre medlemmer, men han skulle sværge på koranen, at han ville vende tilbage til lejren. Klageren betalte tilfældige personer for at køre med til sin landsby. Allerede samme dag flygtede klageren. Han tog først til Qooryoley, hvorfra han med bil kørte til Etiopien. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin klankonflikt har klageren oplyst, at Habar Gedir-klanen har slået hans far ihjel og har fremsat trusler imod klageren selv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at han har en konflikt med al-Shabaab, til grund. Der er herved lagt vægt på, at klageren på flere punkter har forklaret divergerende herom. Herunder har klageren således til sin asylsamtale [i vinteren] 2014 oplyst, at han blev bagbundet og ført til et fængsel af al-Shabaab. Ved inddragelsessamtalen [i efteråret] 2017 har klageren oplyst, at han frivilligt gik med al-Shabaab, da de opsøgte ham og har på forespørgsel fastholdt, at han ikke var bagbundet. Til mødet i Flygtningenævnet har klageren igen forklaret, at han blev bagbundet og ført væk. Endvidere har klageren og dennes ægtefælle forklaret uoverensstemmende blandt andet om varigheden af al-Shabaabs angivelige tilbageholdelse af klageren. Til inddragelsessamtalen har klageren således oplyst, at han samlet var tilbageholdt af al-Shabaab mindre end 1 måned, mens ægtefællen til sin asylsamtale har oplyst, at klageren var væk i 5 til 6 måneder. Flygtningenævnet bemærker herved, at det er indgået i nævnets vurdering, at både klageren og hans ægtefælle er uden relevant skolegang. Det kan endvidere ikke lægges til grund, at klageren har en aktuel konflikt med Habar Gedir-klanen. Der er herved lagt vægt på, at klageren efter sin egen forklaring ikke er blevet opsøgt af Habar Gedir-klanen siden 2008, og at han til inddragelsessamtalen [i efteråret] 2017 har oplyst, at han ikke har haft problemer med klanen siden 2008 og til sin udrejse i 2013. Det er således alene klagerens egen formodning, at Habar Gedir-klanen vil efterstræbe ham. Det forhold at klageren under nævnsmødet oplyste, at han modtog trusler på livet fra klanen, da han blev en ung mand, kan under hensyn til det sene tidspunkt for fremsættelse heraf ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnets flertal kan endelig ikke lægge til grund, at der ved en tilbagevenden til Somalia er en konkret og velbegrundet frygt for, at klagerens datter vil være i risiko for omskæring. Der er herved henset til, at begge forældre efter deres forklaringer er modstandere af omskæring. Der er endvidere henset til, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”UNHCR, Guidance Note on refugee claims relating to female Genitial mutilation”, samt udlændingestyrelsens Temarapport, ”South Central Somalia – Female Genital Mutilation/Cutting” fra januar 2016, at det er muligt for kvinder at undgå omskæring af deres døtre, og at dette afhænger af moderens personlighed, om hun er i stand til at modstå et eventuelt psykologisk pres for omskæring. Der er på denne baggrund efter en samlet vurdering ikke en konkret og velbegrundet frygt for, at klageren vil risikere repressalier, som følge af hans modstand mod omskæring af sin datter. Flygtningenævnet finder det i den forbindelse tillige påfaldende, at klageren ikke under nævnsmødet på forespørgsel har ønsket at oplyse navnene på de personer, som han frygter, vil udføre omskæringen af sin datter. Flygtningenævnet finder på baggrund af de af Udlændingestyrelsen nævnte og foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i [en by] i Lower Shabelle, hvor klageren kommer fra, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Forholdene er – om end de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige – forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Uanset al-Shabaab efter de foreliggende baggrundsoplysninger må antages at have delt kontrol i klagerens hjemområde med AMISOM, kan dette ikke føre til en anden vurdering. Der er herved henset til, at angreb i områder som al-Shabaab ikke kontrollerer fuldt ud efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab, ikke er direkte rettet imod civilbefolkningen. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., herefter er opfyldt. Klageren har opholdt sig i Danmark i omkring 5 år. Han har i perioder været i arbejde som handicapmedhjælper og rengøringsassistent. Klageren har endvidere bestået prøve i Dansk 1. Han har nu arbejde i restaurationsbranchen. Det forhold, at klageren har fået en datter, som nu er 2 år, under sit ophold i Danmark kan, henset til datterens alder og længden af hendes ophold i Danmark, ikke føre til et andet resultat. På denne baggrund foreligger der ikke efter en konkret og samlet vurdering af klagerens personlige forhold i Danmark og i sit hjemland sådanne omstændigheder, at det må antages at virke særlig belastende for klageren at få nægtet forlængelse af sin opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/263/JAH
