Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk begedi og muslim af religiøs overbevisning fra [by], Hiraan-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i sin oprindelige asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han har nægtet at tilslutte sig dem. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at al-Shabaab [i sommeren] 2013 slog hans storebror ihjel, idet broren nægtede at tilslutte sig dem. To uger efter blev klageren opsøgt på gaden af to bevæbnede mænd fra al-Shabaab, som fortalte ham, at de havde slået hans bror ihjel, fordi han ikke ville gå i hellig krig for al-Shabaab. Mændene truede klageren og sagde, at de ville slå ham ihjel, medmindre han tog sin brors plads og deltog i hellig krig for al-Shabaab. Klageren blev efterfølgende kontakt to gange telefonisk af en person, der ligeledes truede ham med, at han skulle gå i krig. Klagerens forældre hjalp ham herefter med at skaffe penge og kontakte en agent, og klageren rejste med agentens hjælp til Mogadishu, hvorfra han udrejste af Somalia til Kenya. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klageren ikke var mødt under nævnsmødet. Det fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemområdet i Somalia vil være profileret i forhold til al-Shabaab, eller at han af den grund eller andre konkrete grunde vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forholdene i klagerens hjemområde har ændret sig, og at klageren ikke har sandsynliggjort, at han er profileret over for al-Shabaab eller står i asylbegrundende modsætningsforhold til andre. Flygtningenævnet finder, at klageren heller ikke har sandsynliggjort, at han vil blive asylbegrundende forfulgt af al-Shabaab eller andre, fordi han i Danmark har fået et barn uden for ægteskab. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet lægger på baggrund af baggrundsoplysningerne om forholdene i [by], der kan sammenlignes med forholdene i det sydlige og centrale Somalia, til grund, at den generelle vold i området ikke har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til området, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne lægger Flygtningenævnet til grund, at de generelle forhold i [by] er forbedret siden klagerens udrejse, og at byen nu er kontrolleret af AMISON. Om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, lægger Flygtningenævnet dog til grund, at ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Endelig lægger Flygtningenævnet efter baggrundsoplysningerne til grund, at al-Shabaab måde at operere på har ændret sig, og at de nu er mindre aktive end tidligere, og at grupperingen nu går efter højt profilerede mål og ikke efter civile mål. Vedrørende klagerens tilknytning til Danmark, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, bemærker Flygtningenævnet, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark i knap fem år. Klageren har ikke opnået en fast tilknytning til arbejdsmarkedet og har ikke gennemført en uddannelse. Han har haft deltidsarbejde siden 2016 og bestået dansk prøve 2. Klageren har fået et barn i Danmark, men han har efter oplysninger fra barnets mor ikke andel i forældremyndigheden, og han har ikke samvær med barnet. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af klagerens tilknytning til Danmark, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/257/CERA
