Nævnet omgjorde i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tjetjener og muslim af religiøs overbevisning fra [by], Tjetjenien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i den oprindelige asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive tilbageholdt og slået ihjel. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hans bror blev tilbageholdt i [foråret] 2008, hvorefter han efter sin løsladelse udrejste af Tjetjenien til Polen. Herefter begyndte myndighederne at opsøge klagerens bopæl og spørge efter broren. I 2011 mødte myndighederne op på klagerens bopæl, idet de troede, at klagerens bror var vendt tilbage. Klageren og hans tidligere ægtefælle rejste derefter til Groznyj, men myndighederne fulgte efter dem, og [i sommeren] 2012 tilbageholdt myndighederne klageren og udsatte ham for vold og trusler. Han blev løsladt, da han erklærede at ville samarbejde. Umiddelbart efter løsladelsen udrejste han med sin ægtefælle og parrets to børn af Tjetjenien. [I slutningen af] 2012 meddelte Udlændingestyrelsen klageren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. [I foråret] 2013 omgjorde Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse [fra slutningen af] 2012, idet Flygtningenævnet meddelte klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemland ville være i risiko for at blive udsat for dødsstraf eller blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf. [I starten af] 2014 indgav klagerens bror sammen med sin ægtefælle samt syv medfølgende børn ansøgning om asyl i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte dem afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, hvilket Flygtningenævnet stadfæstede [i slutningen af] 2015. Flygtningenævnet lagde blandt andet vægt på, at klagerens brors forklaring ikke stemte overens med de oplysninger, som klageren havde afgivet under sin asylsag. [I slutningen af] 2017 ansøgte klageren om at få forlænget sin opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen traf [i efteråret] 2018 afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse, idet Udlændingestyrelsen fandt, at klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 2, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klagerens bror har opnået asyl i Polen med et asylmotiv, der stemmer overens med klagerens asylmotiv. Klagerens bror er derefter nogle år senere indrejst i Danmark og har ansøgt om asyl. Klagerens bror har over for Udlændingemyndighederne og under nævnsmødet i Flygtningenævnet forklaret divergerende i forhold til klageren og i forhold til, hvad han tidligere har forklaret i Polen. Spørgsmålet er herefter, om klageren har afgivet bevidst urigtige oplysninger om sit asylmotiv, og om han som følge deraf har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Klageren er 10 år yngre end sin bror og var således et barn, da broren angiveligt kæmpede på oprørssiden under den 1. tjetjenske krig. Klageren boede ikke sammen med sin bror på tidspunktet for den 2. tjetjenske krig og har ikke drøftet brorens forhold under denne krig nærmere med broren. Klageren har afgivet en forklaring, der i det væsentlige og når der tages højde for det tidsmæssige forløb, er konsistent. Klagerens forklaring om, at han er blevet opsøgt af myndighederne og afhørt af disse samt udsat for overgreb efter brorens udrejse, kan således fortsat lægges til grund. Det bemærkes i den forbindelse, at klagerens forklaring om overgreb på ham er understøttet af oplysninger fra afdeling for Traume og Torturoverlevere i Psykiatrien i Region Syddanmark. Det kan herefter ikke føre til en ændret vurdering, at klagerens bror har afgivet en forklaring, der er divergerende vedrørende sine forhold. Det er herefter ikke godtgjort, at ansøgeren har afgivet bevidst urigtige oplysninger om sit asylmotiv, og at han som følge deraf har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” rusl/2019/21/CERA
