Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra […], Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel i Libyen på grund af væbnede kampe og bombninger. Ansøgeren frygter endvidere at blive tvangsrekrutteret af lokale militser. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har mistet sine familiemedlemmer på grund af krig, og to af ansøgerens brødre deltog i væbnede kampe for præsident Fayes Al-Sarraj mod oppositionslederen Khalifa Haftar. Ansøgeren har gjort gældende, at man er nødt til at kæmpe i Libyen, fordi alle kæmper, og man presses af lokalbefolkningen, ligesom man kan blive slået ihjel, hvis man nægter at deltage. Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring om hændelsesforløbet og om asylmotivet til grund. Nævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hans forældre og to søskende blev slået ihjel i 2011 under vilkårlige bombardementer, og at to af hans brødre blev slået ihjel i 2017, da de deltog i væbnede kampe. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren konkret og individuelt risikerer forfølgelse eller overgreb, hvis han vender tilbage til Libyen. Det forhold, at ansøgerens to brødre er blevet slået ihjel i 2017, at han angiveligt ikke har familie tilbage i Libyen, og at han føler sig tvunget til at tilslutte sig en milits for at kunne klare sig, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke har beskrevet omstændigheder, hvorefter han har været udsat for konkret og individuel forfølgelse. Ifølge baggrundsoplysningerne er den politiske situation og sikkerhedssituationen i Libyen kaotisk og ustruktureret, men situationen er dog ikke så generelt farlig, at enhver, der befinder sig i Libyen, er i en så alvorlig sikkerhedsrisiko, at dette i sig selv er asylbegrundende. De aktuelle generelle forhold i Libyen, herunder for unge mænd fra det vestlige Libyen, har trods vanskeligheder ikke en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libyen vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller at være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2020/1/AMKJ
