iran20201

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. I 2017 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på asyl og lagde til grund, at ansøgeren er irakisk statsborger. I 2018 hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling og sagsoplysning i første instans, idet ansøgeren gennem sin advokat havde gjort gældende, at hun er iransk statsborger og havde fremlagt iranske dokumenter, der ifølge hende dokumenterer, at hun hendes forældre og søskende alle er iranske statsborgere. I 2019 traf Udlændingestyrelsen på ny afgørelse i sagen og meddelte på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet styrelsen fortsat lagde til grund, at ansøgeren er irakisk statsborger. Styrelsen vurderede samtidig ansøgeren asylretligt i forhold til både Irak og Iran. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren har oplyst, at hun er iransk statsborger, født og opvokset i Ahwaz og etnisk araber. Hun er shia-muslim af trosretning, men er ikke troende. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dræbt af farens fætter, [S], og dennes søn [A], idet hun har nægtet at gifte sig med [A] og i stedet har giftet sig med en herboende mand, [H], der er hendes fætter. Ansøgerne har til støtte for asylmotivet oplyst, at farens fætter og dennes søn i 2015 opsøgte ansøgerens families bopæl for at bede ansøgeren om at gifte sig med [A]. Ansøgeren forklarede dem, at hun ikke ønskede at gifte sig med [A], idet hun ønskede at gifte sig med [H]. Cirka tre dage senere opsøgte farens fætter på ny ansøgerens families bopæl og talte med ansøgerens far, der fortalte, at ansøgeren var forlovet med [H.] Fem dage senere blev ansøgeren overfaldet af [A], der tog kvælertag på hende, i en basar. Det lykkedes ansøgeren at slippe væk, da nogle personer kom til stede og hjalp hende fri. Efterfølgende truede [A] og hans far ansøgeren telefonisk. Omkring [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Iran. Flygtningenævnet lægger på baggrund af den nu foreliggende skriftlige dokumentation til grund, at ansøgeren er iransk statsborger. Flygtningenævnet kan i øvrigt ikke lægge ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv til grund. Ved ansøgerens indrejse i Danmark i [slutningen af] 2015 har ansøgeren udfyldt asylansøgningsskema. Af punkt 6 i skemaet fremgår blandt andet: ”Vi har det ikke godt.” ”Jeg blev nødt til at komme hertil for at studere og arbejde.” ”eg kom her for at læse og at blive til noget.” Under punkt 7, hvor ansøgeren skal oplyse, hvad hun frygter ved en tilbagevenden til Irak eller Iran, er intet anført om en personlig konflikt, som der senere er forklaret om. Asylmotivet er således ved denne lejlighed alene baseret på socioøkonomiske forhold. Ved tre efterfølgende samtaler den […]2016, den […] 2017 og den […] 2017 har ansøgeren redegjort for, at hun ved en tilbagevenden frygter, at en person ved navn […], som hun er beslægtet med, vil dræbe hende, da hun har nægtet at gifte sig med ham. Hun har endvidere forklaret, at […] har overfaldet hende fysisk. Efter sagens hjemvisning har hun ved samtale den […] 2019 yderligere forklaret, at den pågældende person, [A], også har overfaldet hendes ægtefælle, [H]. Forespurgt, hvorfor hun ikke tidligere havde oplyst dette ved de tre foregående samtaler, har hun fortrinsvist henvist til, at hun var stresset. Flygtningenævnet finder, at den nye forklaring om overfaldet på [H] må betegnes som i høj grad udbyggende. Ansøgerens henvisning til, at hun på grund af begrænset intellektuel formåen har været ude af stand til at anføre sit væsentligste asylmotiv i asylskemaet, kan ikke lægges til grund. Flygtningenævnet bemærker, at de påberåbte socioøkonomiske forhold adskiller sig så markant fra det senere påberåbte asylmotiv, der i hovedtræk er fastholdt gennem fire samtaler, at denne forskel ikke alene kan tilskrives forståelsesvanskeligheder. Ansøgeren har endvidere erkendt, at hun har forklaret bevidst urigtigt om sit statsborgerskab, ligesom hun har forklaret urigtigt om sin ægtefælle Hussains familiemæssige relationer til [A]. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgerens generelle troværdighed er afgørende svækket. Herefter må ansøgerens forklaring om dennes asylmotiv i det hele tilsidesættes som utroværdig. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran 2020/1/MNR