Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra al-Tash lejren, Al Ramadi, Irak. Ansøgeren har udført politiske aktiviteter for det kurdiske parti Komola. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet de mistænker ansøgeren for at have arbejdet for Komola-partiet. Til støtte for herfor har ansøgeren oplyst, at han i efteråret 2013 begyndte at transportere forskellige pakker over grænsen mellem Iran og Irak, og at dette fortsatte i omkring et år. På et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke var hjemme, blev hans familie opsøgt af de iranske myndigheder, som spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren mødte sin bror på vejen hjem, og broren fortalte, at myndighederne havde spurgt efter ham. Ansøgeren udrejste herefter straks af Iran til Irak. Under ansøgerens ophold i Grækenland fik han besked om, at myndighederne på ny havde opsøgt ansøgerens bopæl og spurgt efter ham. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at sagen er genoptaget, fordi der er udarbejdet en torturundersøgelse af ansøgeren. Det fremgår af undersøgelsens konklusion, at der er delvis overensstemmelse mellem undersøgtes oplysninger om fysisk tortur og de objektive fysiske fund og overensstemmelse mellem undersøgtes oplysninger om psykisk tortur og de objektive psykiske fund. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet tiltræder den bevisvurdering, som nævnet foretog ved afgørelse [i efteråret] 2016. Flygtningenævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale punkter i sit asylmotiv. Han har således forklaret divergerende om antallet af ture, hvor han medbragte pakker fra Iran til Irak og om, hvor lang tid der gik fra hans sidste aktivitet for Komola-partiet til hans udrejse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynlig, at ansøgerens bror skulle kunne forlade bopælen og gå ud og advare ansøgeren, lige efter myndighederne havde været på bopælen efter ansøger uden at finde ham hjemme. Flygtningenævnet finder, at indholdet af torturundersøgelsen ikke ændrer ved ovennævnte bevisvurdering. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren først på et meget sent tidspunkt har bedt om genoptagelse af sagen og angivet tortur som et helt nyt asylmotiv, og at ansøgerens forklaring om, at han på grund af skam ikke tidligere kunne fortælle om torturen, herunder om at han angiveligt har fået bortopereret en testikel som følge af et spark eller et slag, ikke er en rimelig forklaring på, at han ikke tidligere har oplyst om de episoder, der angiveligt førte til en tilbageholdelse eller om en tilbageholdelse. Der er tillige lagt vægt på karakteren af ansøgerens fysiske skader, som kan være opstået på anden vis og på, at der alene er delvis overensstemmelse mellem ansøgerens oplysninger og de objektive fysiske fund. For så vidt angår ansøgerens psykiske tilstand og den omstændighed, at han lider af PTSD, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren har det psykisk dårligt. Flygtningenævnet finder imidlertid, at torturundersøgelsen ikke i sig selv og uanset, at der er overensstemmelse mellem ansøgerens oplysninger og de objektive psykiske fund, sandsynliggør, at ansøgeren har været tilbageholdt og udsat for tortur. Der er herved lagt vægt på ovennævnte bevisvurdering og på karakteren af ansøgerens psykiske forhold og den omstændighed, at det af de øvrige lægelige oplysninger i sagen fremgår, at han har det psykisk meget dårligt blandt andet på grund af bekymringer for sin ægtefælle og sine børn, der opholder sig i et jordskælvramt område i Iran. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren havde asylbegrundende konflikter i Iran forud for udrejsen. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at han vil blive asylbegrundende forfulgt ved en genindrejse i Iran. Den omstændighed, at ansøgeren i Danmark har deltaget i demonstrationer mod det iranske styre, og at der angiveligt ligger en film af en demonstration, som han deltager i på Komolas Instagram kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort at disse aktiviteter har profileret ham over for de iranske myndigheder. Den omstændighed, at ansøgeren har fremlagt et støttebrev fra Komola, som ikke er sendt direkte til udlændingemyndighederne, ændrer heller ikke herved. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/173/CERA
