Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra El Salvador. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mellemamerikaner og kristen fra Mejicanos, San Salvador, El Salvador. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter kriminelle grupper, herunder Mara 18. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [i foråret] 2018 blev opsøgt af to personer fra Mara 18. De hev ham ud af en bus og trak ham ind i en park, hvor han blev slået. Mara 18 ville have oplysninger om ansøgerens bror. Ansøgeren ville ikke give dem nogen oplysninger, og derfor satte de en pistol mod hans nakke. De skød to gange, men affyrede ingen skud. Ansøgeren fik herefter lov til at løbe væk. Ansøgeren blev efterfølgende overvåget af Mara 18. Han anmeldte episoden til myndighederne [i foråret] 2018, men da han ikke følte de hjalp ham udrejste han af landet [i efteråret] 2018. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret detaljeret og i det væsentlige konsistent vedrørende sit asylmotiv, der støttes af baggrundsoplysningerne og har sammenhæng med hans brors asylmotiv. Et flertal af Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren har forklaret divergerende, særligt på tre væsentlige punkter i sin forklaring. Han har i sit asylskema og asylsamtalen [i foråret] 2019 forklaret, at en af overfaldsmændene, umiddelbart inden han fik lov til at løbe, udtalte ”giv denne besked til din bror, hilsen fra [A]”, mens han i politianmeldelsen og for nævnet har forklaret, at personen tillige udtalte, at [B] skulle betale hvad han skyldte, ellers ville det gå ud over ansøgeren. Ansøgeren har til politianmeldelsen forklaret, at overfaldsmændene stoppede ham og gav ham chippen fra hans mobiltelefon, hvor de bad ham vente, da de ville ringe til ham. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2018 og for nævnet forklaret, at han fandt chippen i hans lomme efterfølgende. Ansøgeren har endelig i politianmeldelsen og til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2018 fortalt, at han så gerningsmændene løbe væk, sætte sig ind en bil og køre fra stedet. Han har for nævnet indledningsvist forklaret, at han ikke lagde mærke til hvor gerningsmændene blev af. Det findes ikke overbevisende, at han har oplyst, at han forestillede sig, at de satte sig ind i en bil og kørte derfra. Flertallet finder det endvidere mindre sandsynligt, at banden har ventet knap tre år fra [B]s udrejse til de opsøgte ansøgeren, og at anklageren skulle gøre det til en betingelse for at rejse sag, at ansøgeren skulle fungere som øjenvidne i andre sager, når ansøgeren selv har forklaret, at han alene havde kendskab til de to gerningsmænd. Flertallet lægger også vægt på, at der gik to måneder fra det påståede overfald til han forsøgte at anmelde det til politiet, og at han efter overfaldet fortsatte med at passe sit arbejde, dog i reduceret grad, særligt når overfaldet fandt sted i tilslutning til hans arbejde. Endeligt lægger flertallet vægt på, at hans generelle troværdighed er svækket, idet han til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke var bekendt med at brorens svigerfamilie var kommet til Danmark, selvom han for nævnet har forklaret, at han var blevet orienteret af broren inden ansøgerens udrejse, og at han havde mødt dem i forbindelse med julen. Flertallet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til El Salvador vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Elsa/2019/2/IMBS
