Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunnimuslim fra landsbyen [A], Herat-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans farbror [B] vil slå ham ihjel på grund af en konflikt om familiens jord. Videre frygter ansøgeren, at hans farbrødre vil slå ham ihjel, fordi han ikke længere er en rigtig muslim efter flere år i Europa. Endvidere frygter ansøgeren, at Taliban vil tvangsrekruttere ham eller slå ham ihjel. Desuden frygter ansøgeren manden, der formodes at have slået ansøgerens far ihjel. Endelig frygter ansøgeren de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin farbror [B] henvist til, at hans far døde for cirka ni til ti år siden. [B] ønskede derefter at gifte sig med ansøgerens mor for at kunne overtage familiens jord. Ansøgerens mor nægtede og blev den forbindelse chikaneret, hvorfor de besluttede at flytte til Herat, hvorefter de udrejste til Iran. Ansøgeren udrejste til Danmark, hvorefter hans mor og søskende blev deporteret til Afghanistan. Ansøgerens mor og søskende er efterfølgende flyttet til Pakistan. Ansøgerens mor og søskende er efterfølgende blevet opsøgt af [B] flere gange, og er i den forbindelse blevet udsat for trusler og vold. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for Taliban oplyst, at de tidligere har forsøgt at få ham til at udføre et selvmordsangreb for dem. En dag på vej hjem fra skole blev ansøgeren stoppet af to personer fra Taliban, som gav ham en selvmordsvest og sagde, han skulle detonere vesten ved nogle huse. Ansøgeren accepterede, og de kørte væk. Ansøgeren smed derefter vesten og tog hjem til sin bopæl. I løbet af de næste to til tre måneder blev ansøgeren opsøgt en til to gange af personer fra Taliban, der ønskede, at han skulle kæmpe for dem. En dag blev ansøgeren fragtet til deres base, hvor han fik træning i at affyre våben. Han blev taget med til felten, hvor de blev placeret med cirka 100 meters mellemrum, hvorefter de fik besked på at affyre mod de huse, som var foran dem. Ansøgeren blev skadet første dag og fik lov til at tage hjem. Ansøger har til støtte for sin frygt for manden, der slog hans far ihjel, oplyst, at hans far udrejste til Iran for at arbejde, hvorefter han blev slået ihjel. Ansøgeren ved ikke, hvem der slog ham ihjel, men han mistænker en mand der tidligere blev nægtet ægteskab med ansøgerens mor, hvorefter han slog ansøgerens morbror ihjel. Flygtningenævnet tiltræder efter en vurdering af ansøgerens fremtræden og evne til at besvare spørgsmål samt hans forståelse for, hvad en asylsag drejer sig om, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylsagsbehandling. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om dele af sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren såvel under sagens behandling i Udlændingestyrelsen som under nævnsmødet på centrale punkter har forklaret divergerende, udbyggende og upræcist om væsentlige spørgsmål om asylmotivet ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig. Endvidere har vidnet [C], der er morbror til ansøgeren og som har afgivet forklaring ved Flygtningenævnet, ikke kunnet bekræfte dele af ansøgerens asylmotiv jf. nedenfor. Det har indgået i Flygtningenævnets vurdering af sagen, at ansøgeren er mindreårig, og at det er mange år siden, at han forlod Afghanistan. I forhold til ansøgerens angivelige konflikt med Taliban i forbindelse med selvmordsvesten har Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt under hvilke omstændigheder, han angiveligt blev bedt om at tage en selvmordsvest på. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at en mand kom i hans skole og sagde, at han skulle have en selvmordsvest på, og at Taliban kom hjem på hans bopæl og tog ansøgeren med og sagde til ham, at han skulle havde en selvmordsvest på, og at ansøgeren havde vesten på og tog den af igen. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2019, [i sommeren] 2019 og for Flygtningenævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han var på vej hjem fra madrassa, og at Taliban stoppede ham og gav ham en selvmordsvest på og sagde, at han skulle være selvmordsbomber og gå hen til et hus og udløse vesten. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om episoden ikke fremstår selvoplevet, idet ansøgeren ikke har kunnet oplyse om detaljer såsom, hvorvidt han fik instruktioner i at anvende vesten, hvordan selvmordsvesten så ud, eller om nogen havde talt med ham om selvmordsangreb forinden. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at episoden ligger flere år tilbage, og at ansøgeren var meget ung på dette tidspunkt, da Flygtningenævnet vurderer, at der er tale om en oplevelse, der må have gjort indtryk på ansøgeren på grund af hans unge alder, og fordi han aldrig havde set en selvmordsvest før. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han skulle udføre kampe for klanen Kurizay, ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har forklaret herom i sin første samtale [i efteråret] 2016 med Udlændingestyrelsen, og ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2019, men først har forklaret herom ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2019 og efterfølgende for Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring ikke fremstår selvoplevet, og at den herunder fremstår overordnet og uden detaljer. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at episoden ligger flere år tilbage, og at ansøgeren var meget ung på dette tidspunkt, da Flygtningenævnet vurderer, at der er tale om en oplevelse, der må have gjort indtryk på ansøgeren. Henset hertil og henset til at vidnet, [C], i forbindelse med hans vidneforklaring i nævnet ikke har kunnet bekræfte, at han fra ansøgerens mor eller andre har hørt, at ansøgeren skulle have oplevet konkrete forhold med Taliban, hvor ansøgeren var truet til at gøre noget afviser Flygtningenævnet derfor ansøgerens forklaring vedrørende selvmordsvesten og kamphandlingen i sin helhed. For så vidt angår konflikten med Taliban vurderer Flygtningenævnet, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at Taliban skulle rekruttere ham til at kæmpe for Taliban ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at personerne fra Kurizay angiveligt lod ansøgeren vende hjem til sin mor og efterfølgende aldrig opsøgte ansøgeren igen, efter at ansøgeren angiveligt havde kæmpet for dem en dag. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det ikke havde nogen konsekvenser, at ansøgeren angiveligt ikke udførte selvmordsangreb. Flygtningenævnet vurderer derfor, at der ikke er holdepunkter for at antage, at ansøgeren skulle være efterstræbt af Taliban ved en tilbagevenden til Afghanistan. For så vidt angår ansøgerens frygt for repressalier for at være udrejst og have opholdt sig i Europa i en længere periode, kan det heller ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det er Flygtningenævnets vurdering, at det må bero på ansøgerenen egen formodning, at han alene på baggrund heraf skulle stå i et modsætningsforhold til Taliban. For så vidt angår ansøgerens forklaring om sin konflikt med sin farbror [B], finder Flygtningenævnet, at den ikke har tilstrækkelig intensitet og karakter til at kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at [B] i den tid, hvor konflikten har stået på, har truet ansøgeren og været voldelig overfor ansøgerens mor og søskende, men aldrig har gjort alvor af sine trusler om at skade ansøgerens familie yderligere for at opnå ejerskab til jorden. Det fremstår derfor efter Flygtningenævnets vurdering ikke overbevisende, at han skulle slå ansøgeren ihjel, hvis ansøgeren vender tilbage til Afghanistan. Det forhold, at ansøgeren angiveligt har modtaget opkald fra [B] under opholdet i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at [B] tidligere har opnået kendskab til deres opholdssted, men på trods heraf ikke siden hen har opsøgt dem. Flygtningenævnet vurderer derfor, at [B] ikke har udvist evne og vilje til at efterstræbe dem yderligere, og Flygtningenævnet vurderer således, at ansøgeren heller ikke er i risiko for at blive efterstræbt af [B] ved en tilbagevenden til Afghanistan. Det kan heller ikke begrunde asyl, at ansøgeren frygter, at hans farbrødre skulle slå ansøgeren ihjel, fordi de vil beskylde ansøgeren for ikke at være rigtig muslim efter flere år i Europa. Flygtningenævnet har i den forbindelse vurderet, at det må bero på ansøgerens egen formodning. Det forhold, at ansøgeren har oplyst, at han frygter at blive slået ihjel af manden, der angiveligt har slået ansøgerens far og morbror ihjel, kan ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplevet noget konkret i den henseende og derfor ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren skulle være i risiko for forfølgelse eller overgreb som følge heraf. De generelle forhold i Afghanistan kan - omend de er vanskelige - ikke i sig selv begrunde asyl. Det af advokaten i sagen anførte, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2020/1/CHA
