yeme20201

Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Yemen. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Aden, Yemen. Ansøgeren har udført ar-bejde for [A], men har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbage-venden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af ISIL eller andre ekstremistiske grupper, idet han har arbejdet frivilligt for [A]. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter anholdelse af regerin-gen, fordi han har deltaget i demonstrationer, og arbejdet frivilligt i en moské. Ansøgeren har ende-lig henvist til, at han frygter de generelle forhold i Yemen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han udførte frivilligt arbejde for [A] i 2014 og senere blev tilknyttet [A] som frivillig i 2016, hvor han blandt andet leverede byggematerialer til brug for organisationens projekter. Det var gennem sin bror, at ansøgeren påbegyndte arbejdet for organisationen. Ansøgeren blev i starten af 2016 ringet op af en mand, som ansøgeren ikke kendte, men som ansøgeren har oplyst, var fra ISIL. Manden truede ansøgeren med at slå ham ihjel, hvis han ikke stoppede med at udføre arbejde for [A]. Senere blev ansøgerens bopæl beskudt, idet to mænd kørte forbi og beskød bopælen. Ansøge-ren har til støtte for sin frygt for regeringen oplyst, at han er fra det sydlige Yemen, og at han var tilknyttet en organisation, som var tilknyttet den lokale moské [B] i Aden, hvor ansøgeren hjalp som frivillig med at registrere familier. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han deltog i demonstrationer til fordel for det sydlige Yemens løsrivelse fra det nordlige Yemen før krigen, og at han på den bag-grund frygter den til enhver tid siddende regering. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge af frivilligt arbejde for [A] har en konflikt med ISIL. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren både i sit asylansøgningsskema og under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2018 alene beskrev en telefonopringning og en skudepisode, men ikke angav, at der skulle være en forbindelse til ISIL. Efter ansøgerens forklaring beror det endvidere alene på hans formod-ning, at der er sammenhæng mellem telefonopringningen og skudepisoden, ligesom det alene beror på ansøgerens formodning, at skudepisoden er relateret til hans frivillige arbejde for [A] og bunder i en mistanke om, at ansøgeren vil udbrede kristendommen. Endvidere har ansøgerens bror, der er ansat af [A], efter ansøgerens forklaring ikke været udsat for problemer som følge af sin ansættelse, selvom de to brødre angivelig er opvokset sammen i det kvarter, hvor ansøgeren har angivet, at alle kender ham og ved, hvad han laver. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange gange han var tilbage på bopælen efter skudepisoden. Han forklarede således under samtalen [i foråret] 2019, at han var tilbage i alt tre gange; en gang efter at han havde været hos politiet for at hente nogle ting, en gang efter to til tre dage, hvor han ville hente flere ting, og senere i forbindelse med, at han skulle sælge butikken. Under nævnsmødet har han derimod forklaret, at han alene var tilbage på bopælen én gang tre dage efter skudepisoden, idet han var tilbage lige efter at have været på politistationen, som han ikke tæller med, og derefter endnu en gang efter tre dage, hvorimod han ikke var tilbage i forbindelse med salget af butikken, hvor han mødtes med køberen et andet sted. For så vidt angår ansøgerens frivillige arbejde for den lokale moske [B] i Aden og hans deltagelse i demonstrationer i årene fra 2000-2014 finder nævnet heller ikke, at disse forhold kan begrunde asyl. Ansøgeren har således forklaret, at han ikke har oplevet problemer som følge af hverken det frivillige arbejde eller sin deltagelse i demonstrationerne, og begge forhold er foregået for flere år siden. For så vidt angår ansøgerens frygt for tvangshvervning finder nævnet heller ikke, at denne frygt kan begrunde asyl i Danmark. Nævnet lægger herved vægt på, at denne frygt alene fremgår af advokatindlægget til Flygtningenævnet, hvorimod ansøgeren ikke på noget tidspunkt har forklaret herom. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Yemen vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændinge-lovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. For så vidt angår de generelle forhold i Aden, Yemen, finder Flygt-ningenævnets flertal, at situationen i Yemen efter de seneste oplysninger – herunder navnlig artikel bragt i Middle East Eye, ”More than 100,000 people killed in Yemen war, says new report” af 31. oktober 2019 med omtale af rapport afgivet af the Armed Conflict Location and Event Data project (ACLED), FN, om tabstal for blandt andre civile i Yemen – må anses for alvorlig. Flertallet finder dog, at den generelle situation ikke er af en sådan karakter, at den i sig selv kan begrunde asyl. Fler-tallet finder derfor, at de generelle forhold i Aden – skønt alvorlige – ikke kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” yeme/2020/1/ajev