paki20201

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk khambo og sunni-muslim af trosretning fra Lahore, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælles familie, befolkningen eller af religiøse ekstremister, som følge af hans straffesag i Danmark. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han i Pakistan frygter at blive udsat for dobbeltstraf, foranlediget af påvirkning fra ægtefællens familie. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at såfremt familien vender tilbage til Pakistan, vil ægtefællen og børnene være nødsaget til at bo hos ægtefællens familie, og at ansøgerens døtre derfor vil risikere at blive tvangsbortgift. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ved Retten på Frederiksberg [i en nærmere angiven dato i vinteren] 2018 uretmæssigt blev fundet skyldig i voldtægt og udvist af Danmark. [En nærmere angiven dato i sommeren] 2018 stadfæstede Østre Landsret Retten på Frederiksbergs dom med den ændring, at han blev idømt fængsel i 3 år og 6 måneder. Efter Østre Landsrets dom tog ansøgerens svoger, [A], kontakt til ansøgerens ægtefælle, idet [A] ønskede domsakterne fremsendt, fordi han ville rådføre sig hos nogle advokater i Pakistan. Ægtefællen sendte ikke akterne, da akterne ville afsløre, at ansøgeren ikke sad fængslet for slagsmål, som ægtefællen ellers havde oplyst sin familie. [A] fik senere kendskab til sagens omstændigheder, formodentlig fordi omstændighederne var blevet beskrevet i forskellige medier herunder i en dansk/pakistansk avis, Sahara. [A] ringede derfor til ansøgerens ægtefælle i [sommeren] 2018 og orienterede ægtefællen om, at familien var bekendt med, hvad ansøgeren rettelig var blevet dømt for. Ansøgerens anden svoger, [B], tog i slutningen af [sommeren] 2018 personlig kontakt til ansøgerens forældre på deres bopæl i Lahore og truede med, at han ville slå ansøgeren ihjel, fordi ansøgeren havde krænket søsterens ære. I [sommeren] 2019 tog [B] på ny hen til ansøgerens forældres bopæl og truede med at slå ansøgeren ihjel, idet [B] angiveligt troede, at ansøgeren på dette tidspunkt var blevet udsendt til Pakistan. Ansøgeren har om sin ægtefælles familie oplyst, at [B] arbejder som efterforsker ved politiet i Pakistan, og at [B] derfor straffrit vil kunne slå ansøgeren ihjel under påskud af selvforsvar, ligesom [B] kan påvirke politiet og retsvæsenet til at udsætte ansøgeren for dobbeltstraf. Ansøgeren har afslutningsvis oplyst, at voldtægt er forbudt ved sharia-lov, og at religiøse ekstremister derfor vil efterstræbe og slå ham ihjel. Flygtningenævnet kan delvist lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens svoger, [B], over for ansøgerens forældre i [sommeren] 2018 og [sommeren] 2019 har udtalt, at han vil slå ansøgeren ihjel, men Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at svogeren har en sådan position i det pakistanske samfund, at han vil være i stand til at gennemføre truslen. Flygtningenævnet kan i den forbindelse ikke lægge til grund, at ansøgerens svoger, [B], har en så høj position i det pakistanske politi, og at han til enhver tid vil kunne finde frem til ansøgeren over alt i Pakistan. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har forklaret fyldestgørende og troværdigt om svogerens position og arbejdsområde i det pakistanske politi, men at ansøgeren alene har forklaret, at svogeren har arbejdet som civil betjent i 22 år og rejser rundt i Pakistan som efterforsker. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ikke risikerer dobbeltstraf ved en tilbagevenden til Pakistan. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på det anførte i Udenrigsministeriets notat vedrørende pakistansk strafferet, herunder princippet om dobbeltstraf i lovgivning og praksis fra 2003. Der fremgår heraf, at der i praksis ikke bliver idømt dobbeltstraf for forbrydelser begået i udlandet. Flygtningenævnet finder endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke grundlag for at antage, at pakistanske mænd, der er fundet skyldig i voldtægt risikerer at blive efterstræbt af befolkningen eller religiøse ekstremister. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren har oplyst konkrete omstændigheder, som indebærer, at han i særlig grad risikerer at blive efterstræbt af disse grupper. Flygtningenævnet finder i relation til ansøgerens ægtefælle og børn, at det alene beror på ansøgerens formodning, at disse ved familiens tilbagevenden vil blive tvunget til at tage ophold hos ægtefællens forældre, selvom ansøgeren også har ophold i Pakistan. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan risikerer konkret og individuelt forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”paki/2020/1/sme