Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og ateist fra [by], Orumieh, Iran. Klageren har været medlem af Komola siden 2011. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter forfølgelse af myndighederne, da han er medlem af Komola. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han kommer ud af en politisk aktiv familie. Klagerens familie støtter KDPI. Klageren støttede også selv KDPI indtil 2010, men han var ikke aktiv for partiet. Klageren mødte i 2010 en mand ved navn [A]i det lokale fitnesscenter. [A] var venstreorienteret og medlem af Komola. [A] kendte klagerens families politiske holdninger, hvorfor han turde tale frit med klageren. Klageren fik interesse for Komola igennem sin samtale med [A]. Klageren blev medlem af Komola omkring to uger senere. Klageren modtog herefter politisk materiale i form af blandt andet løbesedler og cd’er, som klageren uddelte ved at smide det på offentlige steder. Klageren fik desuden til opgave at angive forrædere af partiet. I 2010 skulle [A] til Irak. [A] introducerede derfor klageren for [B], som skulle være klagerens nye kontaktperson til partiet. En aften i [sommeren] 2011 blev klageren ringet op af [A], som sagde, at klageren skulle rejse til Irak, da klageren var i livsfare. Da klageren var kommet til Irak, talte han med [A], som fortalte, at [B] havde været involveret i en bilulykke, og at [B] havde haft politisk materiale i sin bil på tidspunktet for ulykken. Politiet var blevet tilkaldt til bilulykken, og [A] frygtede, at poltiet havde fundet det politiske materiale i [B’s] bil, og at de ville anholde klageren, når de havde afhørt [B]. Det viste sig efterfølgende, at [B] var blevet anholdt. [B] blev senere løsladt. [B] sagde til Komola, at der ikke havde været politisk materiale i bilen, og at han ikke havde sagt noget til politiet under afhøringerne. Partiet troede ikke på [B’s] forklaring. Omkring én måned efter bilulykken mødte politiet op på klagerens bopæl. Klagerens familie blev efterfølgende chikaneret af myndighederne i en sådan grad, at de var nødt til at fraflytte bopælen. Klageren valgte at udrejse af Irak til Europa i [efteråret] 2015, da han frygtede den iranske efterretningstjeneste, og da han alene havde en midlertidig opholdstilladelse. Klageren har siden sin indrejse i Danmark fortsat sine politiske aktiviteter. Klageren har deltaget i syv eller otte demonstrationer foran den iranske ambassade, ligesom klageren har deltaget i begivenheder for Komola seks til syv gange. Klageren har desuden en Facebookprofil, hvor han deler videoer og billeder. Klageren har endvidere delt live-optagelser fra demonstrationerne foran den iranske ambassade. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Da klageren er udvist med indrejseforbud, kan han ikke meddeles opholdstilladelse, medmindre særlige grunde taler derfor, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Ved afgørelsen af, om der foreligger sådanne særlige grunde, at klageren på trods af kriminaliteten kan meddeles opholdstilladelse, skal der foretages en proportionalitetsafvejning mellem grovheden af forbrydelsen i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Proportionalitetsafvejningen skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen, herunder konventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnets flertal har ved denne afvejning lagt vægt på, at klageren ved dommen [af] 2019 afsagt af [byretten] blev idømt 5 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt. Det fremgår af dommen, at klageren blev dømt for at have besiddet kokain og heroin med henblik på videre-overdragelse og for at have solgt heroin. Klageren er således dømt for en særlig farlig forbrydelse. Flertallet finder imidlertid, at klageren ikke må anses som en fare for samfundet. Flertallet har her-ved lagt vægt på straffens længde, på at klageren ikke tidligere er straffet, og på at forholdene blev begået som følge af klagerens narkotikamisbrug, som klageren oplyser ikke længere at have. Fler-tallet finder herefter, at en proportionalitetsafvejning i overensstemmelse med flygtningekonventio-nen, fører til, at der foreligger særlige grunde, der taler for, at klageren gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/23/JHB
