Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindeligt gnostiker fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er blevet beskyldt for økonomisk korruption. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han oprindeligt ejede en tøjforretning. Dollarpriserne varierede, og der blev indført sanktioner, hvilket medførte, at ansøgerens tøjforretning led store økonomiske tab. Efter opfordring fra én af tøjforretningens store kunder, [A], besluttede ansøgeren sig for at arbejde sammen med [A] i guldmøntbranchen. Ansøgeren åbnede sammen med [A] en forretning nær ansøgerens bopæl, hvor ansøgeren blev den primære driftsansvarlige. Ansøgeren modtog [en dato i sommeren] 2018 en indkaldelse til retten, og [en anden dato i sommeren] 2018 stormede betjente ansøgerens forretning. Herefter gemte ansøgeren sig hos sin ven [B]. Efter 33-34 dages ophold hos [B] så ansøgeren en tv-udsendelse, hvoraf det fremgik, at en af [A’s] forretningspartnere var blevet anholdt. Ansøgerens egne initialer fremgik ligeledes af tv-udsendelsen. Ansøgeren blev under sit ophold i Danmark bekendt med, at [A’s] forretningspartner var blevet henrettet. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sin baggrund som mønthandler i Iran til grund, ligesom nævnet kan lægge til grund, at ansøgerens samarbejdspartner, [A], og dennes samarbejdspartnere, [C] og [D], er inddraget i en sag om korruption og økonomisk svindel. Nævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgeren er eftersøgt af de iranske myndigheder i forbindelse med samme sag, men nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge heraf selv er i asylbegrundende risiko ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring alene har handlet med guldmønter i henhold til en tilladelse fra myndighederne, ikke valuta, at han har fulgt de gældende regler i Iran for denne handel, og at en advokat på vegne af ansøgeren og [A], da de tidligere var indkaldt af myndighederne, undersøgte sagen og meddelte, at problemet på daværende tidspunkt var løst. Det beror således alene på ansøgerens egen formodning, at samarbejdet med [A] og dennes samarbejde med [C] og [D] skulle have følger, som kan begrunde asyl i Danmark. Det kan ikke ændre ved denne vurdering, at ansøgeren for nævnet har fremlagt udskrifter fra iranske hjemmesider, hvoraf fremgår, at de iranske myndigheder har anholdt en række personer i forbindelse med den omhandlede sag. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens konvertering til kristendommen, som skulle være sket efter ansøgerens ankomst til Danmark, ikke er udtryk for en reel indre overbevisning af religiøs karakter. Selvom det må lægges til grund, at ansøgeren har deltaget i en række kristne aktiviteter, og selvom ansøgeren under nævnsmødet har kunnet redegøre for mange detaljer af den kristne tro og har forklaret navnlig om bevæggrundene for sit valg af kristendommen og kristendommens betydning for hans liv, har nævnet herved lagt vægt på, at ansøgeren til samtalen [i sommeren] 2019 med Udlændingestyrelsen først oplyste, at han ikke havde nogen religion, og derefter, til sidst i samtalen, oplyste, at han tror på den kristne gud. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren blev introduceret til kristendommen kort efter sin ankomst til Danmark, hvorimod han aldrig i Iran havde haft tanke om at konvertere. Efter en samlet vurdering af dette finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har sandsynliggjort, at han personligt og af hjertet som følge af en indre overbevisning er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil have et uomgængeligt behov for at praktisere den kristne tro. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2020/18/MLVT.
