Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etnisk ukrainer fra Kharkov, Ukraine. Ansøgerne har været medlem af bevægelsen EuroMajdan siden 2014. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at hun og sin familie vil blive dræbt af ukendte personer, som hun formoder er de russiske og ukrainske specialstyrker, fordi hun har været i besiddelse af nogle vigtige dokumenter. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive dræbt, fordi der eksisterer en liste med navne over personer, heriblandt ansøgeren, der deltog i en demonstration, og at flere af disse personer er blevet dræbt. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun i slutningen af 2014 begyndte at være politisk aktiv i blandt andet den ukrainske uafhængighedsforening ”Euromajdan” og i ”Den Ukrainske Folkemodstand”. Fra februar 2014 til juni 2014 deltog ansøgeren ugentligt i to demonstrationer. Ansøgeren blev overfaldet gentagne gange og modtog trusler. Den 2. juni modtog ansøgeren oplysninger om, at de russiske styrker ville gå ind i Kharkov den 7. juni 2014. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at han og sin familie vil blive dræbt af den russiske eller den ukrainske efterretningstjeneste, fordi han har været politisk aktiv i den ukrainske revolution siden 2014. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter politiet, fordi politiet er korrupt. Han har endvidere henvist til, at hans familie har modtaget trusler på grund af nogle vigtige dokumenter, som ansøgerens ægtefælle har været i besiddelse af. Til støtte for sit asylmotiv, har han oplyst, at han den 20. februar 2014 meldte sig ind i bevægelsen Euromajdan. Den 7. april 2014 deltog han i en demonstration, hvor han blev overfaldet. Den 29. eller 30. april 2014 stiftede ansøgeren bevægelsen Ukraines Folkemodstand sammen med sin ægtefælle. Den 2. juni 2014, blev ansøgeren bekendt med, at Rusland ville indtage Kharkov. Ansøgeren henviste sig til de ukrainske myndigheder angående informationen, men de foretog sig ikke noget. I 2017 blev ansøgerens ægtefælle truet gennem telefonopkald og emails fra ukendte personer. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiver til grund, idet forklaringerne fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdige. Flygtningenævnet har blandt andet lagt vægt på, at ansøgerne hver for sig og indbyrdes har afgivet divergerende og udbyggende oplysninger på væsentlige punkter, ligesom forklaringerne på en række punkter forekommer usandsynlige. Ansøgerne har blandt andet forklaret udbyggende om, at den kvindelige ansøger siden 2014 har været i besiddelse af dokumenter, som var af så stor vigtighed, at hun blev truet til at udlevere dem. Flygtningenævnet bemærker, at ingen af ansøgerne har omtalt disse dokumenter under behandlingen af deres første asylansøgning i Danmark fra 2. oktober 2014 til 23. december 2015, hvor ansøgerne tilbagekaldte ansøgningen og derefter rejste tilbage til Ukraine. Ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt den mandlige ansøger har set dokumenterne. Den kvindelige ansøger har således under sin forklaring i Flygtningenævnet forklaret, at hun efter at have modtaget dokumenterne i 2014 viste dem til den mandlige ansøger, hvorefter ansøgerne blev enige om, at den kvindelige ansøger skulle aflevere dem til en anklager, som hun kendte. Den mandlige ansøger har forklaret, at han nok har set dokumenterne på et tidspunkt, men ikke i 2014. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at den kvindelige ansøger har forklaret, at dokumenterne var så vigtige, at anklageren ikke ville tage imod dem og anbefalede hende at skaffe sig af med dem hurtigst muligt. På denne baggrund forekommer den kvindelige ansøgers forklaring om, at hun tog dokumenterne med hjem og lagde dem på en kommode i stuen, usandsynlig, ligesom det forekommer usandsynligt, at hun skulle have taget to sider af dokumentet med, da parret udrejste af Ukraine første gang, henset til risikoen for at blive kontrolleret i forbindelse med udrejsen. Den kvindelige ansøger har forklaret, at hun afleverede dokumentet til sin ven [A], mens hun har afgivet divergerende forklaringer om, hvorfor hun beholdt to sider af dokumentet. Hun har således under samtalen med Udlændingestyrelsen den 12. juli 2017 forklaret, at hun beholdt to sider af dokumentet, fordi hendes datter havde krøllet dem sammen og gemt dem, og under samtalen den 19. juli 2019 har hun forklaret, at hun beholdt de to sider, fordi hendes datter havde tegnet på dem. Under mødet i Flygtningenævnet har den kvindelige ansøger imidlertid forklaret, at de to ark faldt ud af mappen, da hun tog mappen for at aflevere den til [A], og at hun efterfølgende fandt de to sider derhjemme. Den kvindelige ansøger har endvidere forklaret divergerende blandt andet om sine skypesamtaler med en mand, der krævede de to sider af dokumentet udleveret, og om hvor afleveringen af to sider fandt sted. Hun har under samtalen den 19. juli 2019 forklaret, at en mand ringede til hende i december 2015 og sagde, at hun skulle aflevere dokumenterne inden[Vinteren 2006-2017]. Hun rejste derefter [Vinteren 2006-2017] fra Danmark til Kharkov i Ukraine, hvorefter hun igen blev kontaktet af den pågældende mand, og det blev aftalt, at hun skulle tage til stationen ”Universitet” og vente ved en Leninstatue på en person, som hun skulle aflevere dokumenterne til. Under mødet i Flygtningenævnet har hun derimod forklaret, at hun i Danmark blev ringet op på Skype af manden, som krævede dokumenterne udleveret inden 3 dage. Hun forklarede, at hun befandt sig i udlandet, og manden ringede yderligere to gange til hende, inden hun kunne oplyse, at hun først ville være tilbage [Vinteren 2006-2017]. I Kharkov mødtes hun med en mand i metroen, hvor hun overgav ham dokumenterne. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgernes forklaringer om deres asylmotiver. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerne legalt og problemfrit har kunnet udrejse af Ukraine to gange med deres ægte pas, der til brug for den første udrejse var isat gyldige visa til Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2019/12/NABR
