Nævnet meddelte i november 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og muslim fra Namasuba, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af sin familie eller af lokalbefolkningen som følge af, at han er homoseksuel. Ansøgeren frygter endvidere at blive udsat for overgreb af myndighederne, idet det er ulovligt at være homoseksuel i Uganda. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han for første gang havde et seksuelt forhold til en mand, da han var omkring 12 år gammel. Vedkommende hed [X] og var en ven af ansøgerens familie. Forholdet varede i omkring et år og endte, da ansøgeren startede et seksuelt forhold til sin ven [Y] fra skolen. Ansøgeren havde haft et forhold til [Y] i omkring to år. I [foråret] 2015 opdagede ansøgerens mor, at ansøgeren og [Y] havde sex på familiens bopæl. Moren råbte af ansøgeren og udsatte ham for vold, mens andre fra landsbyen trængte ind i huset for at se, hvad der skete. Ansøgerens mor og de andre tilstedeværende fra landsbyen besluttede sig for at brænde ansøgeren og [Y] levende. Ansøgeren og [Y] blev trukket ud af huset, hvor der blev kastet sten på ansøgeren, hvilket gjorde, at han blev svimmel og så dobbelt. Da politiet ankom til stedet, lykkedes det ansøgeren at flygte. Ansøgeren opholdt sig herefter i omkring en måned hos [X], som oplyste, at moren og lokalbefolkningen stadig efterstræbte ansøgeren. Ansøgeren udrejste af Uganda i [foråret] 2015. Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring har været detaljeret, konsistent og troværdig. Det lægges således til grund, at ansøgeren er homoseksuel, og at han i Uganda har været udsat for alvorlige angreb af sin mor og af lokalbefolkningen efter, at han blev afsløret af sin mor, da han dyrkede sex med sin kæreste [Y]. På grundlag af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at den omstændighed, at ansøgeren er homoseksuel, ikke i sig selv kan føre til asyl. Det må imidlertid lægges til grund, at ansøgeren på grund af sine seksuelle aktiviteter står i modsætningsforhold navnlig til sin mor og lokalbefolkningen, der har udsat ham for et alvorligt angreb, og at ansøgeren i den forbindelse, ved en tilbagevenden til Uganda, risikerer yderligere forfølgelse fra moren og lokalbefolkningen, og at han som homoseksuel ikke kan forvente at få den fornødne beskyttelse fra myndighederne. Under disse omstændigheder finder nævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Ugan/2019/11/JAH