Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra [område] i Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste for det syriske militær. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han omkring årene 2012-2013 blev genindkaldt til aftjening af militærtjeneste i Syrien. Klageren har yderligere som asylmotiv henvist til, at der er borgerkrig i Syrien og de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at det område, som han kommer fra, er blevet bombet af kemiske våben, og at elitesoldater har ransaget hans bopæl flere gange som led i en generel ransagningsproces. Klageren har videre oplyst, at selvom der er fred i selve Damaskus by, er der ikke fred i Rif-Damaskus. Det lægges som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse [efteråret] 2020 til grund, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, i overensstemmelse med den midlertidige opholdstilladelse, som klageren blev meddelt [i vinteren] 2015. Udlændingelovens § 31 er herefter til hinder for, at klageren udsendes tvangsmæssigt til sit hjemland. Det skal herefter vurderes, om klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., hvorefter en udlænding, der er meddelt indrejseforbud efter udlændingelovens § 32 ikke kan meddeles opholdstilladelse, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det. Afvejningen af, hvorvidt klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Klageren er under sit ophold i Danmark ved Vestre Landsrets ankedom fra [vinteren]2020 straffet med fængsel i 6 måneder for blandt andet grov vold, jf. straffelovens § 245, stk. 1, begået i forening med sin bror over for sin datter, der var 11 år gammel på gerningstidspunktet. Herudover blev klageren dømt for trusler efter straffelovens § 266 begået over for en tredjemand. Klageren blev endvidere udvist med indrejseforbud i 6 år. Flygtningenævnet finder, at den personfarlige kriminalitet, som klageren har begået, og som han er straffet for og udvist på baggrund af som udgangspunkt er en særlig farlig forbrydelse. Den omhandlede voldskriminalitet er begået af en far og en onkel, der er omsorgspersoner for det forurettede barn, som er indrejst i Danmark uden sin mor. Efter karakteren og omfanget af den begåede kriminalitet finder Flygtningenævnet, at klageren udgør en fare for samfundet. Den omstændighed, at der er tale om en forbrydelse begået i et familieforhold, kan ikke føre til en anden vurdering heraf. Klageren, der indrejste i Danmark, [i efteråret] 2014, blev meddelt asyl [i vinteren] 2015. Afgørelsen omfattede også en søn, født 2006. Klagerens to øvrige børn opholder sig i Danmark efter reglerne om familiesammenføring. Klageren, der er sund og rask, har alene haft en vis tilknytning til arbejdsmarkedet under opholdet i Danmark og har ikke i øvrigt en særlig tilknytning her til landet. Flygtningenævnet finder efter en samlet afvejning af disse forhold, at der ikke foreligger omstændigheder som nævnt i udlændingelovens § 10, stk. 3, der kan begrunde, at ansøgeren kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/84
