Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra [område] i Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i demonstrationer i 2013 og 2014, hvor han blev arresteret og udsat for tortur. Han var tilbageholdt i 15 dage, og blev løsladt igen, fordi hans far betalte bestikkelse. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, fordi han frygter at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste for det syriske militær, ligesom han også frygter modstandsbevægelsen i Syrien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han blev genindkaldt til aftjening af militærtjeneste i Syrien, da han var omkring 35-36 år gammel. Klageren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han frygter sin tidligere ægtefælles familie, fordi han udrejste fra Syrien sammen med deres fællessøn. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans tidligere ægtefælles bror to til tre gange har rettet telefonisk henvendelse til ham, og truet ham med, at han vil gøre ham fortræd, hvis de så hinanden ansigt til ansigt. Det lægges som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2020 til grund, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, i overensstemmelse med den midlertidige opholdstilladelse, som klageren blev meddelt [i vinteren] 2015. Udlændingelovens § 31 er herefter til hinder for, at klageren udsendes tvangsmæssigt til sit hjemland. Det skal herefter vurderes, om klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., hvorefter en udlænding, der er meddelt indrejseforbud efter udlændingelovens § 32 ikke kan meddeles opholdstilladelse, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det. Afvejningen af, hvorvidt klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Klageren er under sit ophold i Danmark ved Vestre Landsrets ankedom [fra vinteren] 2020 straffet med fængsel i 6 måneder for blandt andet grov vold, jf. straffelovens § 245, stk. 1, begået i forening med sin bror over for sin niece, der var 11 år gammel på gerningstidspunktet. Herudover blev klageren dømt for overtrædelse af straffelovens § 244 om vold og for trusler efter straffelovens § 266, sidstnævnte begået over for en tredjemand. Klageren blev endvidere udvist med indrejseforbud i 6 år. Flygtningenævnet finder, at den personfarlige kriminalitet, som klageren har begået, og som han er straffet for og udvist på baggrund af som udgangspunkt er en særlig farlig forbrydelse. Den omhandlede voldskriminalitet er begået af en far og en onkel, der er omsorgspersoner for det forurettede barn, som er indrejst i Danmark uden sin mor. Efter karakteren og omfanget af den begåede kriminalitet finder Flygtningenævnet, at klageren udgør en fare for samfundet. Den omstændighed, at der er tale om en forbrydelse begået i et familieforhold, kan ikke føre til en anden vurdering heraf. Klageren, der indrejste i Danmark, [i efteråret] 2014, blev meddelt asyl [i vinteren] 2015. Afgørelsen omfattede også en søn, født i 2007. Klagerens ægtefælle og tre andre børn opholder sig i Danmark efter reglerne om familiesammenføring. Klageren, der er sund og rask, har alene haft en vis tilknytning til arbejdsmarkedet under opholdet i Danmark og har ikke i øvrigt en særlig tilknytning her til landet. Flygtningenævnet finder efter en samlet afvejning af disse forhold, at der ikke foreligger omstændigheder som nævnt i udlændingelovens § 10, stk. 3, der kan begrunde, at ansøgeren kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/83
