Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at han ville blive slået ihjel af myndighederne, idet han blev beskyldt for at uddele regimekritiske løbesedler rundt. Klageren oplyste i den forbindelse, at han har været anholdt tre gange, hvorunder han blandt andet er blevet udsat for tortur. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Damaskus, og at denne forbedring ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Udlændingestyrelsen har derfor vurderet, at der i klagerens hjemområde ikke er en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han frygter at blive slået ihjel eller tilbageholdt og blive udsat for tortur af de syriske myndigheder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ikke ville være udrejst, hvis han ikke var blevet tilbageholdt. Klageren har videre oplyst, at det er efterretningsmyndighederne, der søger ham. Siden klagerens udrejse har efterretningstjenesten ”Gruppe 40” opsøgt hans ægtefælle på hendes bopæl 5-6 gange. Hans søn blev i [sommeren] 2020 anholdt og tilbageholdt i 8 timer af efterretningstjenesten som mistænkt for at stå bag løbesedler med politisk indhold. Myndighederne fortalte sønnen, at de var bekendt med klagerens trykkeri. Klageren har senest fra sin svigersøn, der er ansat som politibetjent i Damaskus, fået et screenshot fra politiets computer, der dokumenterer, at klageren har været efterlyst af myndighederne siden [efteråret] 2014 med anklage om at printe materiale til støtte for oprørsgrupper. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold og, at opholdstilladelsen ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden [foråret] 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden [sommeren] 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. En inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i hans ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens §§ 7, stk. 3 og 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også Konstantinov v. the Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse for så vidt angår retten til familieliv, at klageren har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet hans voksne datter opholder sig i Danmark. For så vidt angår retten til privatliv indrejste klageren i Danmark som 50-årig og har haft lovligt ophold i Danmark i omkring 4 år. Han har fra [vinteren] 2019 til [efteråret] 2019 haft ansættelse 10 timer ugentligt hos en grønthandler og i perioden fra [efteråret] 2019 til [vinteren] 2020 haft ansættelse 37 timer ugentligt hos [arbejdsgiver]. Han har gået på sprogskole, men kan ikke tale, skrive eller læse dansk. Han er født og opvokset i Syrien, hvor han har boet hele sit liv frem til sin udrejse af Syrien. Han har haft egne trykkerier i Syrien. Hans ægtefælle og tre øvrige børn bor fortsat i Damaskus, Syrien. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Damaskus. Flygtningenævnet bemærker endelig, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3 med henblik på midlertidigt ophold og således siden meddelelsen af opholdstilladelsen [i sommeren] 2016 har været bekendt med tilladelsens midlertidige karakter. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel og hverken er i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks yderligere internationale forpligtelser. Klagerens opholdstilladelse kan på ovennævnte baggrund ikke forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, om klageren som følge af individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet kan i lighed med og af de grunde, der er anført af Flygtningenævnet i afgørelsen af [sommeren] 2017, ikke lægge klagerens individuelle asylmotiv til grund. Nævnet finder endvidere ikke, at de nye oplysninger fremlagt af klageren i sagen – herunder hverken anholdelsen og tilbageholdelsen af hans søn i [sommeren] 2020 eller det fremlagte screenshot fra det syriske politis computer vedrørende efterlysningen af klageren siden [efteråret] 2014 – kan føre til en ændret vurdering. Nævnet finder således at disse nye oplysninger har karakter af en udbygning af klagerens asylmotiv og derfor ikke kan lægges til grund. Nævnet har herved tillige lagt vægt på, at klagerens generelle troværdighed er afsvækket som følge af hans divergerende og afglidende forklaringer. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien ikke vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/55/aca
