Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2018, og at hun [i foråret] 2019 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har ved brev dateret [sommeren] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om, at hun meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive forfulgt eller udsat for umenneskelig behandling af de personer, der kontrollerer det område, hvor klageren kommer fra. Klageren har anført, at hun har fået oplyst af sin familie, at flere kvinder i området er blevet udsat for voldtægt af ukendte personer. Klageren har endvidere henvist til, at hun er i fare i sit hjemland, idet myndighederne ikke kan yde hende den fornødne beskyttelse. Klageren har endelig henvist til, at hun frygter at blive tvangsrekrutteret af forskellige grupper. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren ikke som konsekvens af sit ægteskab kan få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har under sine samtaler i Udlændingestyrelsen [i vinteren 2018/2019] og [sommeren] 2019 oplyst, at hun ikke har haft individuelle og konkrete konflikter i Syrien, og klageren har heller ikke i den skriftlige klage af [sommeren] 2019 oplyst om nogen personlige konflikter i Syrien omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller oplyst om nogen konkret eller individuel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/35/LPE