Nævnet stadfæstede juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Qamishli, Al-Hasakah-provinsen, Syrien. Klageren har oplyst, at han i foråret 2012 deltog i flere politiske demonstrationer mod det syriske regime. Han har videre oplyst, at han i 2017 blev medlem af Kurdistans Demokratiske Parti i Syrien. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet han er eftersøgt og tidligere har været tilbageholdt. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han fra [foråret] 2012 deltog i en lang række demonstrationer mod det syriske regime, indtil han i [foråret] 2012 blev anholdt. Klageren var tilbageholdt to gange, første gang i ca. 45 dage og anden gang i omkring fem til seks måneder i et fængsel i Qamishli. Klageren blev udsat for fysiske overgreb og afhørt, hvorefter han indrømmede at have deltaget i demonstrationerne i Qamishli. Efter den seneste løsladelse opholdt klageren sig tre dage på sin bopæl, hvorefter han udrejste til Tyrkiet med sin ægtefælle og seks børn. Efter klagerens udrejse er hans egen og hans forældres bopæl flere gange blevet opsøgt af de syriske myndigheder. Videre har klageren henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, idet han i Danmark er blevet medlem af Kurdistans Demokratiske Parti. Klageren har endelig henvist til, at han er kurder og uønsket i Syrien. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet nævnet ikke kan lægge klagerens forklaring om sine konflikter i Syrien til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om flere centrale forhold for asylmotivet. Han har således som angivet i Udlændingestyrelsens afgørelse [af foråret] 2020 forklaret divergerende om, omstændighederne i forbindelse med anholdelserne, om baggrunden for fængslingerne og om, hvor lang tid han var fængslet. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende og divergerende om antallet af tilbageholdelser, ligesom hans forklaring om tidspunkterne for anholdelserne og varigheden af tilbageholdelserne ikke stemmer overens med det oplyste om tidspunktet for klagerens udrejse af Syrien. Flygtningenævnet finder derimod i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3, og at udlændingelovens § 31, stk. 1, derfor er til hinder for en tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Klageren har været i Danmark siden [efteråret] 2014. Klagerens ægtefælle og deres 6 børn blev familiesammenført med klageren i [foråret] 2016. Ved Vestre Landsrets ankedom af [sommeren] 2019 er klageren straffet med fængsel i 5 måneder for vold efter straffelovens § 244 og trusler efter straffelovens § 266 mod klagerens datter. Volden er begået over en periode på ca. 1,5 år. Efter en samlet og konkret vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og karakteren samt grovheden af de overtrædelser af straffeloven, som klageren er dømt for at have begået, finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som medfører, at klageren skal gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/34/cera
