syri202025

Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2019Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af religiøs overbevisning fra [by], Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter overgreb fra ukendte personer, som har truet hende gennem hendes far. Hun frygter endvidere sin tidligere ægtefælle og dennes familie i Syrien som følge af deres skilsmisse. Endelig frygter hun, der er en enlig kvinde uden mandligt netværk, de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far i 2018 modtog telefoniske trusler om, at ansøgeren ville blive kidnappet, hvis ikke hendes far betalte penge. Ansøgeren rejste efterfølgende til Danmark, fordi hun havde fået familiesammenføring med sin herboende tidligere ægtefælle. I [vinteren 2018/2019] rejste hun tilbage til Syrien, fordi hun blev separeret fra sin tidligere ægtefælle. Hendes far modtog på ny et telefonopkald med trusler om kidnapning. Hun blev i [vinteren 2018/2019] skilt fra ægtefællen. Hun har modtaget mundtlige trusler i Danmark fra sin tidligere ægtefælle som følge af skilsmissen, og hun har endvidere modtaget trusler fra sin tidligere ægtefælle via Messenger og Whatsapp. Han har sendt hende intime fotos af hende og frygter, at de vil blive offentliggjort. Det kan have betydning for hendes mulighed for at blive gift på ny. Hun frygter, at hendes tidligere ægtefælle kan overtale sin familie i Syrien til overgreb mod hende. Uanset om ansøgerens forklaring kan lægges til grund, findes ansøgeren ikke have sandsynliggjort, at hun er i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Der foreligger således ikke oplysninger om, at de telefoniske trusler er rettet personligt mod ansøgeren, der således heller ikke efter sin indrejse i Syrien i [vinteren 2018/2019] blev udsat for overgreb som følge heraf. Der foreligger endvidere ikke oplysninger om, at ansøgeren har været udsat for overgreb eller forsøg herpå fra sin tidligere ægtefælle eller dennes familie. Det bemærkes, at ansøgeren om end uden slør i øvrigt er påklædt på de fremlagte såkaldte intime fotos. Det findes således alene at bero på ansøgerens helt ubekræftede formodninger, at hun vil blive udsat for overgreb som følge af trusler fra mulige kidnappere eller den tidligere ægtefælle og dennes familie i Syrien. Flygtningenævnet finder henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, at de generelle forhold i ansøgerens hjemområde ikke er af en sådan karakter, at ansøgeren alene som følge af den blotte tilstedeværelse her vil være i risiko for overgreb omfattet af EMRK art. 3. Flygtningenævnet bemærker tillige, at ansøgeren efter det oplyste ikke kan anses som en enlig kvinde uden mandligt netværk. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/25/gdan