Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han i 2011 deltog i tre demonstrationer mod de syriske myndigheder. Ved begyndelsen af urolighederne i Syrien flygtede klagerens tre brødre og far. Et par dage senere blev klagerens bopæl opsøgt af de syriske myndigheder, som truede klagerens mor med, at de ville tage klageren og klagerens bror, [A], med sig, hvis ikke de tre brødre og faren meldte sig. Tre eller fire dage senere opsøgte myndighederne igen bopælen og gentog deres trussel. En eller to dage derefter rejste klageren, moren og broren til [en by], hvor de tog ophold hos en, som moren kendte. Efter de havde opholdt sig i byen i omkring fire til syv dage, udrejste de til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen, tilslutte sig, at det ikke kan lægges til grund, at klageren har en konflikt med de syriske myndigheder. Som anført af Udlændingestyrelsen har klageren og klagerens mor på flere punkter forklaret forskelligt herom. Henset til, at klageren er statsborger i Syrien og er i den militærpligtige alder, er klager omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klager er ved Vestre Landsrets ankedom af [vinteren 2017/2018] straffet med fængsel i 9 måneder for vidnetrusler, ulovlig tvang, blufærdighedskrænkelse og grov vold og udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år. I medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., kan en udlænding, der er meddelt indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 1, ikke meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Efter en samlet vurdering af forholdene i sagen tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på karakteren og grovheden af den personfarlige kriminalitet, samt længden af den udmålte frihedsstraf herfor, og hvorefter klager må betragtes som en fare for samfundet. Der er endelig henset til, at Vestre Landsret ved sin afgørelse om udvisning har vurderet, at denne ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, og at der ikke er fremkommet væsentlige ændringer omkring klagerens personlige forhold siden. Der er endelig henset til, at klageren ved dom af [sommeren] 2019 er straffet med fængsel i 3 måneder og ved dom af [vinteren] er straffet med fængsel i 7 måneder, begge for overtrædelse af sin meldepligt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/24/mme
