Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra […], Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet han har unddraget sig syrisk militærtjeneste i forbindelse med en genindkaldelse. [I efteråret] traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at udlændingelovens § 31 er til hinder for, at den pågældende kan udsendes til Syrien. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved Vestre Landsrets ankedom [fra efteråret] 2017 dømt 1 år og 6 måneders fængsel og udvist i 12 år for overtrædelse af straffelovens § 225, jf. § 216, stk. 1. 1. pkt., begået i [vinteren] 2017. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren udrejste af Danmark efter Vestre Landsrets dom [fra efteråret] 2017 og indrejste i Danmark igen [i vinteren] 2019, hvor han søgte asyl under anden identitet, hvilket blev opdaget af politiet, hvorefter han blev sendt til afsoning. Klageren har forklaret, at hans hustru, som han indgik ægteskab med i Syrien i 2014, indrejste i Danmark [i vinteren] 2015. Klageren og hans hustru har tre børn på fem år, tre et halvt år og to et halvt år, hvoraf de to yngste er født i Danmark. Klagerens hustru og børn har efter klagerens oplysninger ikke et selvstændigt opholdsgrundlag i Danmark. Klageren har ingen tilknytning haft til arbejdsmarkedet, idet han alene har været i ulønnet praktik omkring to måneder, og har udført frivilligt arbejde for Røde Kors i halvanden-to måneder. Han har gået på sprogskole i halvandet år. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og hensynet til familiens enhed samt karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klageren er dømt for at have begået, at der trods klagerens familiemæssige forhold ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles op-holdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæ-ster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/2/imbs
